twitter google+ facebook

Små målestationer rummer svar på store emner

Nu er målestationerne i Qaanaaq endelig kommet på isen. Og netop disse målestationer har stor betydning for vores forståelse af sammenhængen mellem klimaforandringer og et stigende havniveau. 

 

Målerstationerne kom på is ved Qaanaaq i går.

Vintermørket har for længst sænket sig over Qaanaaq, som ligger i det nordlige Grønland og befinder sig kun 60 km fra verdens nordligste beboelse.

DMI er taget til Qaanaaq for at installere både meteorologiske og oceanografiske målestationer på isen. Og det er nu muligt, i år kom isen nemlig tidligere end de foregående år og er allerede blevet 60cm tyk. Isen på Inglefield Bredning har hermed ligget stabilt ud for byen i over en måned.


Kan forklare konsekvenser af klimaforandringer

DMI’s målestationer bliver hvert år sat ud på isen, men det kan først ske, når isen er ’sikker’ i december eller i januar. Målestationerne kan herefter blive stående i et lille halvt års tid, inden de skal tages ned i juni før isen forsvinder igen. 

Målingerne skal gøre os klogere på hvordan klimaforandringer påvirker isen og havet i området.  Arbejdet sker i samarbejde med fangerne i Qaanaaq, da klimaforandringerne i første omgang danner rammen om fangernes hverdag, hvor hellefisk er en væsentlig del af fangernes indtægtsgrundlag. Hellefisksæsonen er nemlig afhængig af isens beskaffenhed og i år er den skudt tidligt i gang. 

Den klimatiske tendens mod højere temperaturer har øget afsmeltningen af gletsjerne i bunden af fjorden og gletsjerne i området har været på tilbagetog i mange år. Netop sammenhængen mellem klimaforandringer og gletsjerafsmeltningen er af afgørende betydning for hvor meget havet stiger nu og i de kommende år.  Da vand ikke kender til landegrænser er stigende vandstand et globalt problem og vedkommer hermed os alle. 


Et unikt laboratorium

Inglefield Bredning er et unikt laboratorium i arbejdet med at forstå de processer, der påvirker havet, gletsjerne og havisen. Målingerne af havis og temperatur fra Qaanaaq bliver brugt på stor skala i hele Arktis og de hjælper os med at forbedre metoder til at kortlægge havis med satellit og hav- og vejrmodeller. 

I sidste ende kan målestationerne i Qaanaaq altså forbedre vejrudsigten i Danmark, da forholdene i Arktis også påvirker vejret i Danmark.

Af Rasmus Tage Tonboe
Redigeret af Anja Fonseca
20. december 2018