twitter google+ facebook

I tal, kort, foto og video - her er fredagens vilde nedbør

En såkaldt rullesky, arcus, dravat eller gustfront fanget over Jægerspris fredag aften af Marianne Nysted. Rulleskyen markeret forkanten af en kraftig byge. Foto @many. Klik for stor version.

Fredag blev en usædvanlig våd dag i Danmark. Enkelte steder fik de nedbør, de kun ser i gennemsnit hvert 20. år.

Allerede torsdag aften dukkede de blå risikofarver op på kortet for store dele af det vestlige Danmark. Tidligt fredag morgen, da prognoserne var endnu mere sikre, forandrede de sig til reelle gule varslingstoner.

Omkring fredag middag drev den ventede aktive koldfront og dens nedbør så ind over landet. Og allerede før klokken 15. var de første skybrud en realitet i Østjylland.

Herefter gik det slag i slag med både kraftig regn og skybrud mange steder i Jylland. Kraftig regn er mere end 24 mm på 6 timer, mens skybrud er defineret som mere end 15 mm på 30 minutter.

Et enkelt sted ved Vejle nåede imponerende 34,8 mm regn på blot 30 minutter. Det er altså mere end dobbelt skybrud! I alt registrerede 9 stationer regn med skybrudsstyrke.

De samlede mængder nedbør i fredagsdøgnet blev også betragtelige. Ved stationen når Vejle toppede regnen med 61,6 mm på de 24 timer. Det svarer til en 20-års hændelse. Så meget regn skal de altså kun forvente at opleve på ét døgn i gennemsnit hvert 20. år.

Nedbøren i Danmark fredag den 9. juni. Grafik Mikael Scharling.


Ud over det våde element, så leverede fronten og bygerne også et spektakulært himmelshow, når den såkaldte gustfront passerede. Gustfronten er forkanten af en kraftig byge markeret af en såkaldt rullesky. Det fik nogle af DMI's følgere på det sociale medie Twitter til tasterne.

...og en video fra Twitter-brugeren @Krisandthebike...

Tal og grafik Mikael Scharling
Tekst Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 10. juni 2017.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder