Knastørt sommerland – og usikker udsigt til regn

Sommeren 2021 har ind til nu været sparsom med nedbør, og tørkeindekset er efterhånden gået i rødt flere steder. Kigger vi frem i prognoserne, er der fra søndag udsigt til kraftige byger, men byger har det ofte med at være lokale og kraftige, så de forventes ikke at bløde den tørkeramte jord op i et hug.

Byger truer over en tør mark

Byger truer over en tør mark. Sådan kan det meget vel komme til at se ud flere steder fra på søndag. Foto Helle Hansen, (@helle1964 instagram)

Sommeren 2021 er kommet tørt ud af starthullerne. Juni bød kun på 29,4 mm regn, mens juli indtil nu har kastet 36,1 mm regn af sig. Især juni ligger lavt i forhold til de 64,3 mm, som klimanormalen (1991-2020) lyder på. Ifølge klimatolog Rasmus Stoltze Hansen, halter juli også lidt bagefter.

”Der er indtil nu faldet 36,1 mm på landsplan. Det er noget under det normale for juli, og da det har været meget varmt, og en stor del af nedbøren derfor er fordampet, er tørkeindekset fulgt med op.”

Tørkeindekset bygger på en vandbalancemodel, der hver dag estimerer mængden af vand i jordvandmagasinet. Jordvandsmagasinet er det vand i jorden, som planterne har adgang til.

"Når jordvandsmagasinet er fuldt, er tørkeindeks 0. Når det er tomt er tørkeindeks 10. Lige nu ligger store dele af Jylland og mellem indeks 9 og 10, mens det østlige Danmark generelt ligger mellem indeks 8 og 9. Det betyder altså, at jordvandsmagasinet i praksis er tæt på tomt i vest og stadig langt fra normale tilstanden i øst,” forklarer Rasmus Stoltze Hansen.

Planternes roddybde og jordtypen bestemmer i praksis størrelsen af jordvandsmagasinet, som kan variere meget selv inden for et mindre område.

”Tørkeindekset er ikke et én-til-én brandfareindeks, men det giver et godt og vigtigt input til en samlet vurdering” slutter Rasmus Stoltze Hansen.

Tørkeindeks for 20. juli 2021

Tænk dig godt om, hvis du opholder dig i et landområde, der er rødt på kortet. Planter skal have vand, og ild skal ikke slippes løs.

Byger i sigte – men er det nok til at slukke tørsten?

Dagens vagthavende meteorolog Frank Nielsen fortæller, at der er regn i sigte, men at mængderne kan variere meget selv på korte afstande.

”Søndag nærmer et lavtryk sig fra sydvest, og regn og byger vil bevæge sig strømme op over landet fra syd og sydvest. Det er en varm og fugtig luftmasse, så vi skal forberede os på, at det vil kunne dannes kraftige tordenbyger flere steder. Dog har den slags vejr det med at overraske, så hvor den kraftige nedbør falder, og om hele landet får regn, er endnu meget usikkert. Men sikkert er det, at vi får en et vejrskifte fra søndag eller mandag.”

Du kan holde øje med tørkeindekset og beredskabets brandfareindeks.

Af Herdis Preil Damberg
20. juli 2021

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram