Helt fortjent afkøling efter rutineservice af DMI-grej

For at DMI’s målenetværk måler korrekt, er det vigtigt med jævnlige eftersyn – ikke mindst i Grønland, hvor det barske klima udfordrer måleudstyret ekstra meget. DMI’s teknikere har i 2021 med hjælp fra Arktisk Kommando tilset målestationerne på Vestgrønlands kyst. Heldigvis fik de ikke brug for den bevæbnede bjørnevagt, men 12 vejrstationer på vestkysten er nu trimmet, og én er ombygget til ødestation.

13 vejrstationer i Vestgrønland – fra Kap Farvel til Carey Islands lidt syd for Qaanaq – har fået en kærlig hånd og kan nu igen fungere i lang tid uden tilsyn af DMI’s teknikere, hvilket også er bydende nødvendigt. Servicebesøg er en tung affære i ofte barske omgivelser, og vejrstationerne leverer vigtige meteorologiske data til såvel DMI som internationale brugere.

Uundværlig hjælp fra Arktisk Kommando

DMI’s teknikerhold blev hjulpet rundt langs Grønlands vestkyst af Arktisk Kommandos inspektionsskib Thetis, der også sørgede for, at holdet kom tørskoet i land med udstyr og andet pikpak – samt sørgede for, at en sulten bamse ikke skulle forgribe sig på hverken madpakker eller personale.

Første stop på turen var vejrstationen i Prins Christians Sund øst for Grønlands sydspids Kap Farvel – et snævert farvand, hvor strømmen er så voldsom, at mindre skibe kun passerer, når tidevandet tillader. Adgang til stationen sker ad en lang trætrappe fra havnen op til stationen, der har messebygning, elværk, boligbarakker og radioantenneanlæg.

»Ombygning af vejrstationen i Prins Christians Sund til ubemandet ødestation var et fem dages projekt, hvor vi havde en mand med inde fra Tele Greenland, som skulle låse op for os og agere bjørnevagt. Det var rigtig spændende at være med inde og se stationen og få en fornemmelse af, hvordan de har levet derinde før. Herefter sejlede vi mod vestkysten igen, hvor hver dag bød på servicebesøg, hvor vi enten blev sat af med gummibåd eller helikopter,« fortæller Lasse Nielsen, der sammen med Malik Naamansen udgjorde DMI’s teknikerhold.

Tjek af målestationer

Hvert servicebesøg indebærer tjek af ledninger, udskiftning af sensorer til temperatur- og fugtmåling samt test af alle sensorer, som skal virke og måle korrekt. Hele turen varede cirka en måned.

Målestationen drives af to solpaneler, der gemmer strømmen i en batteribank. Opladningen foregår om sommeren og holder stationen kørende hen over vinteren, når der ikke er så meget sol. Stationen bruger meget lidt strøm, da den kun går fra standby for at indsamle og sende data en gang hver time. En del af batterierne havde mere end 10 år på bagen og skulle skiftes. De er tunge – både de nye, der skal skiftes ind, og de gamle, der skal slæbes tilbage.

Hele installationen er gemt i et uopvarmet men velisoleret skab på størrelse med en lille flyttekasse – udstyret er testet til at kunne fungere i ned til 40 graders frost!

Ekspeditionens sidste stop var Carey Islands lidt over 100 km sydvest for Qaanaag (tidligere kendt som Thule), hvor Thetis’ gummibåd sejlede i pendulfart for at besætningen kunne hjælpe med at svinge kost og malerpensler, så målestationen igen fremstår som ny.

Målinger fra DMI’s målestationer er tilgængelige både i DMI's Vejrarkiv og i DMI’s Frie Data

Fakta om vejrstationen i Prins Christians Sund

  • Etableret øst for Grønlands sydspids Kap Farvel af USA under 2. Verdenskrig med skibsfarten for øje
  • Først til at modtage mayday fra Hans Hedtoft under forliset i 1959
  • Indtil 2015 bemandet af den Internationale civile luftfartsorganisation ICAO sammen med Tele Greenland
  • Nu ombygget til ubemandet ødestation (GIWS)

Fakta om DMI’s vejrstationer i Grønland

  • DMI har 23 vejrstationer i Grønland.
  • 16 stationer er GIWS-stationer (Greenland independent weather stations), placeret på øde lokationer fordelt langs kysten over hele Grønland fra det nordligst til det sydligste.
  • Stationerne sender vejrobservationer via satellit til DMI hver time.
  • Alle GIWS-stationer kører på batteri, der bliver opladet i den periode, hvor der er sol.
  • GIWS-stationer måler de basale parametre: lufttryk, temperatur, luftfugtighed og vind.
  • Derudover har DMI syv vejrstationer af en ældre type placeret i byer. Disse stationer måler de basale meteorologiske parametre samt globalstråling, sigtbarhed, vejrtype, skyhøjde og -mængde samt nedbørmåling.

Fakta om DMI’s vedligeholdelsesprogram

  • Alle vejrstationer skal vedligeholdes og kalibreres, så der kommer korrekte observationer fra vejrstationerne.
  • DMI servicerer alle vejrstationer hvert andet år.
  • Ved et servicebesøg, kalibreres eller udskiftes udstyr med ny-kalibrerede instrumenter.
  • Vejrstationer gennemgås, batterier og andet hardware udskiftes efter behov.
  • Det er meget vigtigt at lave et grundigt servicebesøg da der kan gå op til to år, før en station igen besøges. Derfor er det nøje beskrevet, hvordan service skal foretages. Alt i forbindelse med et servicebesøg noteres i en servicerapport sammen med billeder af vejrstationen.

Af Torben Bjørgheim Abildgaard
20. juli 2021

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle