Nye klimatal for juli i perioden 1991-2020: Tilbage i det varme spor

Nye klimatal viser, at juli er blevet 1,3 grader varmere sammenlignet med det, vi tidligere har betegnet som ’normalt’ for juli. Vi kan hermed konstatere, at klimaet i alle årets første syv måneder, med undtagelse af juni, aldrig har været varmere i dansk vejrhistorie end nu. Klimatallene for juli viser endvidere, at nedbørmængden er uændret sammenlignet med tidligere.

Sommersæsonens anden måned er nu slut – og det er hermed tid til at gøre de nye klimatal op for juli. Nu har vi nemlig den nyeste 30-årige klimanormal for juli, som kan give os et fingerpeg om, hvordan det danske klima har ændret sig frem til i dag.

Juli skriver sig ind i rækken af varmere måneder

Klimanormaler er vigtige værktøjer til at følge klimaforandringer, da de kigger på et gennemsnit over, hvordan vejret har svinget gennem 30 år. For juli gælder, at det er blevet varmere end tidligere set i dansk vejrhistorie.

Klimanormal for juli i perioden 1991-2020

  • Månedsmiddeltemperaturen er beregnet til 16,9 °C
  • Nedbørsmængden er beregnet til 66 mm

’De nye klimatal for juli fortsætter i det varme spor med en månedsmiddeltemperatur beregnet til 16,9 °C. Vi kan se, at klimaet i den nye periode 1991-2020 - i alle måneder fra januar til nu, med undtagelse af juni -aldrig har været varmere i de ca. 150 år DMI har foretaget landsdækkende observationer,’ fortæller Mikael Scharling, som er klimatolog på DMI og afslutter:

’Det bliver altså mere og mere tydeligt, at klimaforandringer ikke kun er noget, der venter ude i fremtiden – vores klima er allerede nu blevet varmere. Til gengæld ser måneden nedbørmæssig ikke ud til at ændre sig nævneværdigt i forhold til den tidligere normalperiode fra 1961-90.’

Opvarmningen i juli er statistisk signifikant, da den er tilstrækkelig stor til at skille sig ud fra de naturlige udsving i vejret. Det samme gælder de øvrige måneder ind til nu – med undtagelse af juni.

 Bliv klogere på, hvordan klimaforskerne arbejder med vejrstatistik her. 

Hvad er klimanormaler?

Hver måned, hver sæson og hvert år gøres vejret op i Danmark. Hvor varmt har det været, hvor meget nedbør er der faldet, hvor meget har solen skinnet? Ud fra disse opgørelser beskrives det danske klima som et gennemsnit af vejret indenfor 30-årsperioder, det vi kalder for ’klimanormaler’.

Hele verdens meteorologiske institutter udarbejder 30-års klimanormaler.

Klimanormaler bruges som reference til at sammenligne ændringer i klimaet fra tidligere perioder til i dag og det forventede fremtidige klima.

For at kunne sammenligne værdier over hele verden i samme periode er det internationalt aftalt, at normalværdier for årene 1901-30, 1931-60, 1961-90 og 1991-2020 beregnes i alle lande.

Fremtidens sommer tegner til at blive varmere med mere tørke og kraftigere byger

DMI’s observationer viser, at det danske klima har ændret sig siden målingernes start i 1873. De nyeste opgørelser for årets første syv måneder har alle på nær én været varmere end tidligere.

Da juli er en sommermåned giver det bedst mening, at holde måneden op mod fremtidens sommer, som er beskrevet i DMI’s Klimaatlas. Her finder vi nemlig de bedste bud på, hvordan fremtidens årstider bliver i Danmark.

’Klimaatlas viser, at fremtidens klima mod slutningen af århundredet vil byde på gennemsnitligt varmere somre. Samlet set forventer vi omtrent den samme mængde nedbør, men regnen vil i højere grad falde som kraftige byger. Det betyder, at fremtidens danske sommer får flere tørre dage og længere perioder med uafbrudt tørvejr. Hvor store ændringerne bliver, afhænger af den globale udledning af CO2,’ forklarer klimaforsker Rasmus Anker Pedersen fra DMI og uddyber:

’Den stigende juli-temperatur og den stort set uændrede nedbør falder derfor meget godt i tråd med de fremtidige tendenser, man kan se i Klimaatlas.’

Se hvordan fremtidens klima ændrer sig helt ned på kommuneniveau her. 

 

Dansk vejrhistorie skal tolkes med forsigtighed

Klimaforskning bygger i høj grad på statistik. Klima er som før nævnt beskrivelser af det gennemsnitlige vejr over en lang periode, typisk 30 år. Når perioden er så lang, bliver de naturlige variationer i vejret fra år til år udjævnet. På samme måde har størrelsen af det område, som vi kigger på betydning – og her udjævnes de naturlige udsving i vejret bedst, desto større et område vi undersøger.

Hvis du fx måler temperaturen i din baghave hvert år den 1. april kl 10, vil der være meget store variationer fra år til år. Målingen vil både afhænge af, om det er et koldt eller varmt forår, hvordan vejret er den dag, og om der tilfældigvis er en sky lige over din have.

Hvis du derimod kigger på årlige gennemsnit af den globale middeltemperatur, er der stadig variation fra år til år, men udsvingene er langt mindre. Jo større område vi analyserer data fra, og jo større del af året vi betragter, desto tydeligere klimasignal får vi altså.

Men kan vi så overhovedet tolke klimatologiske data fra Danmark, som jo ikke fylder alverden rent geografisk?

Ja, det kan vi godt, men det vigtigt at holde sig for øje, at vi kun kigger på observationer for Danmark og ikke hele verden. Derudover kigger vi kun på en enkeltstående måned eller en sæson og ikke hele året. Samlet set er der derfor mulighed for, at naturlige variationer i vejret kan forstyrre klimasignalet. Det understreger nødvendigheden af statistiske analyser, og bevidstheden om metodens begrænsning, når vi tolker vores data.

Følg den nye klimanormal måned for måned

I 2021 kommer DMI med en ny klimanormal for Danmark. I øjeblikket er den mest benyttede klimanormal for perioden 1961-1990, men når dette år er omme, kan DMI præsentere en ny klimanormal for perioden 1991-2020.

DMI vil året igennem orientere om, hvordan den nye klimanormal kommer til at adskille sig fra den gamle klimanormal på månedsbasis. Ved udgangen af hver måned i 2020 er der nemlig data for en 30 år lang periode for den pågældende måned, som der netop skal til, når klimanormaler beregnes.

Vær opmærksom på, at DMI først i løbet af næste år vil have genberegnet alle observationer for perioden 1991 til og med 2020 med de nyeste beregningsmetoder, og det kan i nogle tilfælde ændre de foreløbige tal.

Af Mikael Scharling, Rasmus Anker Pedersen og Anja Fonseca
3. august 2020

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle