Tårnhøjt tørkeindeks

Jorden er knastør. Efter en påske med masser af sol og en tør østenvind er tørkeindekset nu oppe på næsten 9 på landsplan - der er med andre ord ´høj risiko for tørke´ i Danmark. I løbet af de kommende dage er der dog håb om vand til de tørre marker og jorde, men hvor meget det bliver til rundt om i landet er usikkert.

Højt tørkeindeks

Tørkeindekset er på 8 eller 9 i størstedelen af landet i dag den 23. april.

Siden den rekordvåde marts kom i hus cirka halvvejs inde i måneden, har en tør påskeøsten fået overtaget, og det kan aflæses på vores tørkeindeks.

”I de seneste 36 dage, siden den 19. marts, er der på landsplan blot faldet 6,4 mm nedbør. Samtidig har solen badet landet i solskin i 289 timer svarende til hele 8 timer pr. dag. Tørkeindekset er i samme periode steget fra 0 til lige under 9, hvilket svarer til ’høj risiko for tørke’,” lyder det fra Mikael Scharling, som er klimatolog på DMI.

Denne vejrcocktail har de fleste danskere nok nydt godt af, men naturen er begyndt at lide under vandmangel, og mange landmænd har allerede nu måtte kunstvande for at sikre afgrødernes overlevelse.

Prognoser lover regn

Retter vi blikket ud i fremtiden, er der dog et spirende lysegrønt håb om regn i de ellers så tørre tider.

”Allerede i nat kommer der et område med bygeagtig regn op over os fra sydøst. Det ser dog kun ud til at blive til 1-2 mm, og mange vil slet ikke få nogen regn. Herefter trækker flere svage fronter ind over landet fra sydvest, men det er temmelig usikkert, hvor meget regn der ved ugens ende er faldet rundt omkring i landet,” fortæller Jesper Eriksen, som er dagens vagthavende meteorolog på DMI, og fortsætter:

”Prognoserne er meget svingende, det ene øjeblik danner én prognose kraftige byger over fx Nordsjælland, mens den næste kørsel flytter bygerne til andre steder i landet - derfor giver det bedst mening at udtrykke ugens forventede nedbørsmængde i et interval på mellem 5 og 30 mm.”

Foreløbige tal for tørkeindekset i 2019

Her ses det foreløbige tal for tørkeindekset i 2019 sammenlignet med 2018 og 10-års midlet (2006-2015).

Massivt vandunderskud rækker helt ind i sommeren

Selvom tørkeindekset falder noget i de kommende dage, vil der stadigvæk være forøget risiko for tørke og dermed også forsat forhøjet risiko for naturbrande.

”I forhold til det tørkeindeks vi kan forvente for årstiden, har vi opbygget et massivt vandunderskud på cirka 60 mm på landsplan, og det kan få betydning for tørkesituationen lang tid fremover,” afslutter Mikael Scharling.

Normalt ligger tørkeindekset nemlig på omkring 3,5 i slutningen af april, stiger til ca. 6 i starten af juni og ligger mellem 6 og 7 i juli og august. Med det høje tørkeindeksnivaeu, som vi har nu, vil selv en sommer med normal nedbør og solskin – være underlagt en relativt høj grad af tørke.

Af Anja Fonseca
23. april 2019

Følg DMI på Twitter og Instagram
Hent vores app til iPhone eller Android
Se DMI's nyhedsarkiv