Lyse nætter breder sig over landet

I disse dage breder de lyse nætter sig over Danmark. De startede i Skagen den 28. april, og over de kommende dage breder fænomenet sig til hele landet.

Ildkugle på nattehimlen

Ildkugle på nattehimlen. Foto: Jesper Grønne.

De lyse nætter i Danmark er begyndt og breder sig i disse dage til hele landet - fra nord mod syd.

Lyse nætter kan opleves i Danmark en del af sommerhalvåret. I dette tidsrum er solen kun ganske lidt under horisonten, og derved kan solens stråler stadig lyse nattehimlen en smule op. Det bliver med andre ord ikke på noget tidspunkt rigtigt nattemørkt, men kun tusmørkt så at sige.

De lyse nætter starter som tommelfingerregel de første dage i maj og varer til de første dage i august. Der kan dog være forholdsvis stor forskel på, hvornår de lyse nætter begynder, alt efter hvor du befinder dig i landet.

De lyse nætter har stået på i Skagen siden 28. april og er godt i gang med at brede sig til resten af landet.

I København, som udgør den astronomiske reference for Danmark, begyndte de lyse nætter natten til den 5. maj og lyser hovedstaden op indtil natten til den 8. august.

Danmarks sydligste punkt må vente lidt endnu med at se nattelyset - det sker nemlig først i slutningen på natten til den 9. maj i Gedser.

I Skagen ophører de lyse nætter den 14. august, og i Gedser har man årets sidste lysende nat den 3. august.

Typer af tusmørke

Vi skelner mellem tre former for tusmørke:

  • Borgerligt tusmørke:
    ...er det, vi almindeligvis blot betegner som tusmørke, og ordet borgerligt er her modsætningen til nautisk. Er defineret ved, at Solens centrum er mindre end 6 grader under horisonten. Udendørs aktiviteter kan i reglen foregå uden kunstlys, og både horisontlinjen og genstande på jorden kan tydeligt ses.
  • Nautisk tusmørke:
    ...er defineret ved, at Solens centrum er mindre end 12 grader under horisonten. Som regel kan man se omridset af genstande på jorden, mens horisonten er vanskelig at skelne.
     
  • Astronomisk tusmørke: 
    ...er defineret ved, at Solens centrum er mindre end 18 grader under horisonten. Man ser et mere eller mindre kraftigt genskær af Solens lys på himlen.

De lyse nætter er altså den periode, hvor der som minimum er astronomisk tusmørke hele natten.

Illustration af overgangen fra dag til nat

Grafik: Niels Hansen

Jesper Grønne fra Silkeborg har filmet et timelaps fra aftenskumring til morgengry set fra Søndervig 5. maj 2019: https://youtu.be/lnzxrYS8UPo

I videoen ses det kunstige lys, der også oplyser undersiden af de drivende natskyer med en varm rødlig farve (i videoen er nord ned og øst til højre)

DMI 6. maj 2019.