I disse dage arbejder FN’s klimapanel på højtryk

DMI er Danmarks repræsentant i FN’s klimapanel (IPCC), som i disse dage arbejder på højtryk for at få godkendt en særrapport om klimaforandringer og landsektoren. Rapporten er den første af to vigtige særrapporter, som skal godkendes i år.

Formålet for FN’s klimapanel (IPCC) er at samle og skabe et opdateret overblik over den viden og forskning, som findes om klimaforandringer og deres potentielle konsekvenser for miljø, samfund og økonomi. Overblikket er afgørende for verdens beslutningstagere, når de skal tilrettelægge klimapolitik på nationalt, lokalt og globalt niveau.

Cirka hvert 7. år udgiver FN’s klimapanel en klimastatus i form af en hovedrapport – senest i 2014, og mellem hovedrapporterne udgives enkelte rapporter med et særligt fokus. Fra den 2. august til den 8. august i år er det særrapporten om klimaforandringer og landsektoren, som panelet kaster sit blik på ved et møde i Genève.

”Særrapporten er vigtig, fordi landsektoren både udleder og optager drivhusgasser. Landsektoren er derfor en meget vigtig del af klimasystemet. Der er mange muligheder for både klimatilpasning og klimaløsninger inden for landbrug, skovbrug og naturområder, og det vil rapporten også afdække,” lyder det fra ph.d. Tina Christensen, som er klimavidenskabelig rådgiver hos DMI og en af Danmarks to repræsentanter til mødet i Schweiz.

DMI's repræsentanter til IPCC

Her ses Danmarks to repræsentanter ved ugens møde i Genève, Tina Christensen og Tilde Jespersen (t.h.) fra DMI.

DMI er bindeled mellem Danmark og IPCC

 

DMI er det danske kontaktpunkt for FN’s klimapanel (IPCC). Det betyder, at det er DMI, der er bindeleddet i kommunikationen mellem panelet og den danske regering. DMI deltager derfor i klimapanelets møder, hvor der altså bl.a. tages beslutning om udarbejdelse af rapporter og afholdes ekspertmøder. 

”Vores opgave ved mødet her i Genève er at godkende rapporten om klimaforandringer og landsektoren, som et videnskabeligt forfatterhold har udarbejdet over de sidste to år. På mødet gennemgås rapportens sammendrag for beslutningstagere i detaljer. Det er for at sikre, at sammendraget reflekterer de budskaber fra den 1300 sider lange rapport, der er vigtigst for beslutningstagerne, når de skal tilrettelægge politik på både lokalt, nationalt og globalt plan,” lyder det fra Tina Christensen.

DMI er regeringens klimavidenskabelige rådgiver samt Danmarks kontaktpunkt og repræsentant i FN’s klimapanel (IPCC).

Særrapporten om klimaforandringer og landsektoren offentliggøres ved et pressemøde i Genève på torsdag den 8. august kl. 10.00.

IPCC faktaboks

Læs mere om IPCC her: https://www.ipcc.ch/

Kommunikation
6. august 2019.

Følg DMI på Twitter og Instagram
Hent vores app til iPhone eller Android
Se DMI's nyhedsarkiv