Kampen mellem den kolde luft mod nord og den milde luft mod syd, skal næsten afgøres tværs over landet frem mod juleaftensdag.
Af samme grund har det været svært at udelukke lokal hvid jul i dagene op til juleferien.
Men nu er prognoserne efterhånden enige. Og det er ikke mindst dagtemperaturer mellem 1 og 6 graders varme, som afslører at julen i størstedelen af landet bliver mere grå, grøn og brun end den bliver hvid.
De laveste temperaturer vil til gengæld være i den nordøstlige del af Jylland og Sjælland, og det er derfor her chancen er størst, for at der stadig kan ligge lidt sne fra lillejuleaftensdag.
Godt for juletrafikken
Nu får vi jo ikke den landsdækkende hvide jul. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Lokalt kan der som nævnt godt være lidt hvid nedbør frem mod 24., og derfor er det altid godt at tjekke på Vejdirektoratets hjemmeside og landsudsigten på dmi.dk, om der skulle være risiko for glatte veje.
Men generelt ser juletrafikken ud til at blive skånet for store mængder sne- eller isglatte veje, snefygning eller dårlig sigt på grund af snevejr.
Det overvejende grå og grønne julevejr holder til dels i dagene op til den 24. men særligt dagene efter, hvor transporten lystigt går på kryds og tværs af landet, er der udsigt til mildt vejr.
Vi kalder det landsdækkende hvid jul når:
90% af landet er dækket af minimum 0,5 cm sne om eftermiddagen den 24. december.