For præcis 40 år siden, d. 24. oktober 1978, blev et nyt instrument til måling af havis sendt ud i rummet. Måleinstrumentet hedder SMMR og blev sendt ud i rummet ombord på NASA's NIMBUS 7 satellit. Disse målinger giver afgørende information omkring havisudbredelsen i Arktis og er uundværlige for klimaforskere og FN's klimapanel, når de undersøger de markante ændringer, som er sket.
For at se,hvordan havisens udbredelse har ændret sig, har DMI, sammen med NASA, ESA og EUMETSAT (amerikanske og europæiske rumfartsorganisationer) genbehandlet satellitdata for de seneste 40 år.
Ud fra disse data er det lykkedes at rekonstruere havisens udbredelse og se, hvordan den har ændret sig siden 1978, og resultaterne taler for sig selv. Havisen er under hårdt pres fra de globale klimaforandringer.
Det ses blandt andet at:
- Istykkelsen om sommeren er kun det halve af, hvad den var tidligere.
- Sommerudbredelsen er ligeledes halveret, og der er derved nu kun en fjerdedel så meget is, som der var i 1970’erne.
- Datoen, hvor havisen igen begynder at dannes (også kaldet opfrysningsdatoen), forskydes til senere på året. Sæsonen med frysning bliver derved kortere og kortere.
- Samtidig bryder isen op tidligere langs hele iskanten. Der er f.eks. store områder i Barentshavet, hvor der er åbent vand i omkring 3 måneder længere nu, end der var i slutningen af 1970'erne.