Der er is på de fleste danske søer nu. Spørgsmålet er så: Hvornår kan isen bære?
Det er bidende koldt lige nu, men hvor hurtigt bliver isen tyk nok til, at den kan bære?
"Som tommelfingerregel siger man, at isen vokser med 1/10 millimeter pr. minusgrad pr. time", fortæller klimatolog Mikael Scharling. En periode på 24 timer med en konstant temperatur på minus 5°C skaber altså teoretisk set et lag is på 12 millimeter (24 timer * 5 graders frost * 0,1 millimeter).
Mikael Scharling advarer dog kraftigt mod at benytte reglen til at vurdere, om en sø nu også er farbar og isen sikker.
"Det er en meget, meget generaliserende regel - hvor hurtigt isdannelsen sker på den enkelte sø, kan man ikke umiddelbart vide. Der er så mange faktorer, som spiller ind", siger han.
"Typisk skal isen være mellem 13 og 18 centimeter, før den med sikkerhed kan bære. Hvis tommelfingerreglen altid var gældende, kunne vi [DMI] jo bare meddele, hvornår isen teoretisk har opnået den fornødne tykkelse. Men den går ikke".
"Effekten af frosten i luften over søen aftager, efterhånden som istykkelsen stiger. Det skyldes, at isen har en isolerende virkning. Jo tykkere isen er, jo langsommere vokser den sig altså endnu tykkere", forklarer klimatologen.
"Et lag sne på isen virker også isolerende", tilføjer han.
Særligt på store vandoverflader kan vinden desuden have en effekt.
"Vind sætter vandet i bevægelse både i form af bølger og strømninger. Jo større og jo dybere en sø er, jo mere vand skal køles ned, og jo langsommere går det", siger Mikael Scharling.
