Første nattefrost ramte på klokkeslæt

Sæsonens første meteorologiske nattefrost kom i nattetimerne den 9. oktober - det er præcis til tiden ifølge statistikken. Stedet var Billund i Midtjylland.

Natten til mandag var stille og klar. Det fik temperaturen til at dykke under frysepunktet og ned til minus 0,2°C ved Billund i Midtjylland. Dermed fik stationen den tvivlsomme ære at være 'first mover' for vinteren.

Selv om Billund registrerede den første nattefrost allerede i timen efter midnat, så var det en anden station, der løb med efterårets laveste temperatur. Senere på natten nåede Isenvad - ligeledes i Midtjylland - nemlig ned på minus 0,6°C 

Med to stationer i det blå felt natten til mandag er sæsonens første meteorologiske nattefrost en realitet. Med 'meteorologiske' mener vi frost i 2 meters højde over jorden ved en af DMI's vejrstationer. Frost i græshøjde og frost på lokaliteter med ekstremt mikroklima kommer typiske noget tidligere.

Med 'første frost' den 9. oktober kom den i år præcis til tiden. Kigger vi på de seneste 10 år, så er gennemsnittet nemlig den 9. oktober.

Første frost seneste ti år + i år

  • 2017: 9. oktober ved Billund
  • 2016: 24. oktober ved Karup
  • 2015: 19. oktober ved Isenvad
  • 2014: 23. september ved Isenvad
  • 2013: 28. september ved Isenvad
  • 2012: 11. oktober i Stenhøj
  • 2011: 8. oktober ved Skrydstrup
  • 2010: 11. oktober ved Sjælsmark
  • 2009: 13. oktober ved Karup
  • 2008: 6. oktober ved Skrydstrup
  • 2007: 9. oktober ved Frederikshavn

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 9. oktober 2017.

Billund målte den første frost, mens Isenvad fik den laveste temperatur. Grafik Mikael Scharling.

Det var en stille og klar nat mange steder i Danmark, hvilket var afgørende for at drive temperaturen ned mod frysepunktet mange steder.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram