Vintervejr tager på træk til sydligere himmelstrøg

Mens vinterferien her i Danmark mindst af alt minder om vinter, ser det helt anderledes ud under sydligere himmelstrøg. Russisk kulde strømmer lige nu mod de populære feriedestinationer Grækenland og Tyrkiet.

Flot ser det ud her i landet, netop som vinterferieugen starter. Sol og blå himmel og helt op over 8 varmegrader flere steder i landet.

”Lige nu strømmer lun luft ind over Sydskandinavien og Nordeuropa fra Atlanterhavet, og termometeret nærmer sig det, der ellers er normalt for årstiden i Grækenland og Tyrkiet,” siger meteorolog Mogens Rønnebek.

Meget kold luft fra Rusland strømmer lige nu ned over Sortehavet og videre ned over Grækenland og Tyrkiet.

Vejrkort

Der er byttet rundt på forholdene. Mens vi i Danmark indleder vinterferieugen med nærmest forårsagtige tendenser, så står Grækenland og Tyrkiet overfor stærk vind, store nedbørmængder og temperaturer, der nærmer sig frysepunktet. Grafik baseret på DMI's HIRLAM-model.

”Hvor man ellers skulle forvente tocifrede varmegrader, nærmer temperaturerne sig frysepunktet i området omkring Grækenland og Tyrkiet. Et kraftigt lavtryk dannes over det østlige Middelhav, og mange steder ventes der i de kommende dage stærk vind og store nedbørmængder,” siger Moges Rønnebek og fortsætter:

"Over de kommende 3 til 4 dage lover seneste prognoser for området mellem 50 og 100 cm snefald over Tyrkiet og op til 50 cm sne på Kreta, Cypern og endda i Libanon.”

Alanya vejrudsigt

Er det sol og sommer, man søger, er det nok ikke lige feriedestinationen Alanya ved Tyrkiets middelhavskyst, man skal tage til. Sommerlige tilstande lader vente på sig lidt endnu. Klik for for at følge med i vejret i hele verden med DMI's Byvejr.

Grækenland vejrprognose

Sådan ser prognosen ud for Grækenland onsdag den 11. februar 2015. Helt ned til minus 10 grader og en hel palet af forskellige varsler. Grafik af det græske meteorologiske institut.

Vi følger udviklingen her på dmi.dk. 

9. februar 2015 - opdateret den 10. februar 2015

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram