Vindviden bygger bro til vindmøllebranchen

Vind og vejr spiller en stor en rolle, når vindmøller opsættes på hav. DMI’s specialister leverer netop denne viden til udviklere af havvindmøller og møder i denne uge branchen på nærmeste hold ved verdens største havvindmøllekonference og messe.

Vindmøller på land kan være en ret ukompliceret opgave at installere. I hvert fald set i forhold til vindmøller på hav, hvor der skal tages helt andre forholdsregler.

Her kommer DMI’s maritime service ind i billedet. På tværs af huset leverer specialister netop dén viden, som udviklere af havvindmølleparker efterspørger.

”Vi fungerer som beslutningsstøtte, når verdens største udviklere af havvindmølleparker skal sætte nye projekter i søen,” siger meteorolog og kundekoordinater ved DMI Maritim Service Hans Christian Hansen, der her forklarer, hvad der spiller ind i projekter af denne størrelse:

”Når man begiver sig til havs for at fragte tunge vindmøllefundamenter, så som tårn, vindturbine og vinger, forsvarligt ud til den kommende havvindmøllepark langt fra kysten, skal det ske, mens bølgehøjden ikke er for høj. Er man kommet sikkert ud til rette position på havet, skal vindmøllen derefter installeres, mens vinden ikke blæser for kraftigt. Det er vigtigt, at hvert eneste ’vejrvindue’ udnyttes optimalt.”

 

Vindmøller

Foto Henrik Vendel.

Leverer viden til danske virksomheder

At komme ud over rampen og levere viden til danske virksomheder er et af DMI’s helt store fokusområder. DMI deltager derfor for første gang i verdens største konference og messe for havvindmøller, EWEA OFFSHORE 2015, der i år afholdes i København den 10.-12. marts.

”Rigtig mange danske virksomheder enten udstiller eller besøger havvindmøllekonferencen og messen, så derfor er det en oplagt mulighed for os at møde branchen ansigt til ansigt,” siger Hans Christian Hansen, der også er tovholder på DMI’s stand på messen.

Du kan læse mere om konferencen ved at klikke på logoet ovenfor. 

9. marts 2015

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram