Tørreste oktober i 43 år

Med 29 millimeter regn ud over landet i oktober 2015, skal vi helt tilbage til 1972 for at finde en tørrere udgave af måneden.

Regnen de kommende dage falder på et tørt sted - bogstavelig talt. For vi skal hele 43 år tilbage for at finde en oktober, hvor der faldt mindre nedbør i Danmark, end i den oktober der netop er slut.

"29 millimeter er blot omkring en tredjedel af den nedbørmængde, vi normalt modtager i oktober", siger seniorklimatolog John Cappelen, der mandag kvalitetssikrede de mange data fra måneden.

Nedbørfattigst siden 1972

De 29 millimeter gør oktober 2015 til den nedbørfattigste oktober siden 1972. Dengang faldt der blot 16 millimeter i løbet af måneden.

"Nedbøren har været ujævnt fordelt. Region Nordjylland fik mindst med 17 millimeter i gennemsnit, mens region Syd- og Sønderjylland fik mest med 38 millimeter", oplyser klimatologen.

Allermindst fik Skagen Fyr med blot 3,1 millimeter i løbet af måneden.

Den tørreste oktober er fra 1922, hvor der blot faldt 12 millimeter nedbør. Rekorden for vådeste oktober og vådeste måned i det hele taget i gennemsnit for landet er på 177 millimeter fra oktober 1967.

Af Niels Hansen
3. november 2015.

Viden om vejr og klima

Se alle