Susende snestorm i Sydvestgrønland

Sne og kraftig vind præger vejret over Sydvestgrønland, som efter en kold vinter, stadig har foråret til gode.

Grønland har haft en hård vinter, og foråret lader stadig vente på sig. En kraftig snestorm har det seneste døgn raset I Sydvestgrønland.

Natten til den 14. april faldt der omkring 20 cm sne og tirsdag morgen blæste der i Nuuk op til fuld storm (25 m/s fra syd med vindstød op til orkanstyrke 33 m/s) - og endda så kraftigt, at sigtbarheden i perioder har været under 100 meter.

Eneste formildende omstændighed er, at temperaturen kun ligger på en enkelt grads frost. 

Nyt lavtryk på trapperne

I løbet af tirsdagen tager vinden tager noget af, og snefaldet aftager også i styrke, men sidst på dagen er der endnu engang udsigt til sne og vindsus, når et nyt lavtryk bevæger sig frem mod Sydvestgrønland og giver Nuuk stormende kuling med vindstød af stormstyrke. Samtidig tager snefaldet til igen, og der kommer yderligere 20-30 cm sne.  

Som det fremgår af kortet nedenunder, vil der over det meste af Sydvestgrønland falde store mængder sne. I Maniitsoq ventes mellem 30-50 cm og i Sisimiut mellem 20-30 cm.

Nuuk

Nuuk fotograferet i lidt mere klart vejr, marts 2012. Foto Toke Brødsgaard.

Snegrafik Sydgrønland

Det samlede snefald frem til onsdag aften den 15. april. Grafik Thyge Rasmussen.

Når snestormen er ovre sidst på onsdagen den 15. april drejer vinden om i nord, og temperaturen falder til omkring 10 graders frost. Så der er fortsat ikke udsigt til forårsvejr på disse kanter.

14. april 2015 

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram