Radarmodernisering i nyt udbud

Moderniseringen af DMI's landsdækkende radarnetværk, der skal give prognoser og radarprodukter et løft, skal i nyt EU-udbud.

DMI driver et net af fem vejrradarer, som i fællesskab dækker Danmark. Tre af de fem radarer skal i de kommende år moderniseres, så hele netværket leverer data af samme, høje kvalitet til meteorologiske produkter, borgere og virksomheder.

Oprindeligt blev moderniseringen sendt i EU-udbud i september 2014. Efterfølgende blev DMI dog selv opmærksom på uklarheder i udbudsmaterialet. Det oplyser instituttets nytiltrådte IT-chef Thomas Kjellberg Christensen.

Ny tidsplan

"Vi har valgt at annullere det oprindelige udbud og lade det gå om på baggrund af et justeret udbudsmateriale. Det er selvfølgelig beklageligt, men en juridisk vurdering viste, at udbudsmaterialet har vist sig at indeholde uklarheder, der har betydning for DMI's mulighed for at udpege en vinder af udbuddet på korrekt måde. Derfor går vi i nyt udbud".

Radarbillede

Radarbilledet på dmi.dk nok det mest kendte produkt fra DMI's fem radarer.

I praksis betyder den nye udbudsrunde, at moderniseringen af DMI's netværk af vejrradarer bliver udskudt i forhold til den oprindelige tidsplan. Forsinkelsen er dog ifølge Thomas Kjellberg Christensen et nødvendigt onde.

"Det er en prioritet for os, at det er klart, hvad både vi og leverandøren hver især er forpligtet til, og at vi er enige om, hvad tingene skal koste", siger han.

IT-chefen vurderer, at den samlede tidsplan for moderniseringen skal skubbes omtrent et år - blandt andet fordi der er et vejrelement i den fysiske installation af de nye radarer. Den skal helst ske på de tider af året, hvor voldsomt vejr er sjældnest.

Udbuddet starter i 2. kvartal 2015, hvor den såkaldte prækvalifikation offentliggøres.

3. februar 2015

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram