Kulden rækker tunge ad Danmark

Snerten af vinter, som vi oplever lige nu, ses på vejrkortene som en kold, blå tunge, der lige akkurat strækker sig ned over Danmark. 

Vejrkort

En kold blå tunge strækker sig lige akkurat ned over Danmark og giver temperaturer, der svinger lige omkring frysepunktet tilsat lidt hvid nedbør af og til. Tirsdag den 20. januar. Grafik Mogens Rønnebek.

”Ser man på vejrkort over jetstrømmen i 500 hektopascal (hPa) og temperaturen i 850 hPa skiller områderne med virkelig kulde sig meget klart ud. De mørkeblå farver er nemlig der, hvor der er koldt, mens de lilla områder er der, hvor det er meget koldt,” siger meteorolog Mogens Rønnebek og fortsætter:

”Vi skal helt til Nordskandinavien og områder øst for Finland for at måle tocifrede kuldegrader, mens en kold blå ’tunge’ lige akkurat når ned over Danmark og Nordsøen.”

Denne uge bærer nemlig præg af temperaturer, der svinger lige omkring frysepunktet tilsat lidt hvid nedbør af og til.

”Den blåfarvede luft fortsætter med at rotere over os hele ugen. Helt frem til på lørdag den 24. januar vil der stadig være en snert af den tilbage over både Danmark og Sverige,” siger Mogens Rønnebek.

Færten af vintervejr

Med færten af vintervejr i luften, kunne man forledes til at tro, at kulden så at sige rækker tunge ad os.

Vi får lige akkurat en forsmag på vinter, men heller ikke mere end det. Der er nemlig lunere vejr lige om hjørnet. 

”På mandag den 26. januar vil lun luft igen komme til at præge vejret. Jetstrømmen vil have skubbet kulden langt østpå og vestenvinds-vejrtypen, som vi kender så godt fra første halvdel af januar, vil være tilbage igen,” siger Mogens Rønnebek.

Vejrkort

Lørdag den 24. januar. Grafik Mogens Rønnebek. Klik for større version.

Mandagens prognose viser nemlig en bølge af lun luft (indikeret med gul farve på vejrkortene) over Nordatlanten, som er på vejr mod Nordeuropa.

"Vintervejret som vi oplever her i uge 4, ser altså ud til kun at blive et intermezzo,” slutter meteorologen.

20. januar 2015

Vejrkort

Mandag den 26. januar. Grafik Mogens Rønnebek. Klik for større version.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram