Kom med til konference om klimapåvirkning, tilpasning og sårbarhed i Danmark

Yderligere klimaændringer i Danmark er uundgåelige, og vi må tilpasse os. National konference samler den tilgængelige viden. Du er inviteret.

Forskningscenteret CRES (Center for Regionale Klimaforandringer) inviterer i april 2015 sammen med IDA Miljø til konference med udgangspunkt i nye danske forskningsresultater og betydningen heraf vurderet i forhold til IPCC’s 5. vurderingsrapport.

Konference er åben for alle, men forventes særligt interessant for danske beslutningstagere, rådgivere og offentlige myndigheder.

"Et fremtidigt klimatilpasset Danmark stiller store krav til vores viden og til de redskaber, vi anvender, når vi imødegår et klima i forandring og dets påvirkning af f.eks. landbruget, fødevareforsyningen, kystområderne, byerne og naturen", fortæller forskningsleder Jens Hesselbjerg Christensen fra DMI og leder af CRES, og fortsætter:
"IPCC's 5. hovedrapport indeholder en række nye eller ændrede anbefalinger, der er meget relevante for os i Danmark. Derfor stiller konferencen skarpt på netop det danske perspektiv. Vi har fokus på nyeste danske forskning om klima og tilpasning".

CRES-konference

En tidligere CRES-konference. Klik for stor version.

Om konferencen

Indholdet på konferencen retter sig specielt mod fire centrale områder: 'vand og byer', 'vandstand og kysterne', 'vandet og det åbne land' samt 'klimatilpasning i et samfundsperspektiv'.

Konferencen finder sted den 20.-21. april i Odense Congress Centre. Deltagelse i konferencen herunder middag d. 20. er gratis, mens deltagerne selv sørger for transport og eventuel overnatning.

Et centralt element for konferencen er, at der i tiden frem til konferencen er mulighed for, at tilmeldte deltagere kan stille konkrete spørgsmål til emner inden for klimatilpasning. Spørgsmålene og deres svar vil, i det omfang det er muligt, indgå som en del af programmet.

cres

Masser af viden

FN's 5. hovedrapport har allerede kastet to udgivelser af sig med det unikke danske perspektiv.

I efteråret 2014 udgav DMI rapporten 'Fremtidige klimaforandringer i Danmark'. Her sætter klimaforskerne opdaterede tal på de ændringer i vejr og klima, vi vil opleve frem mod år 2100.

Sidenhen kom Naturstyrelsens rapport 'Analyse af IPCC delrapport 2' om behov, muligheder, begrænsninger, modstandsdygtighed og andre aspekter, der er forbundet med klimatilpasning set fra et dansk perspektiv. Forskere fra CRES stod bag denne rapport.

23. februar 2015

IDA

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram