Hidsige celler leverer kraftige snebyger

En gruppe isolerede celler leverede i nattens løb intense snebyger i Vestgrønland. Det skete lige midt imellem byerne Sisimiut og Maniitsoq. 

Natten til den 30. januar kunne meteorologerne observere kraftige snebyger mellem Sisimiut og Maniitsoq.

"Det er ikke så tit, at vi på satellitbilleder fanger sådanne kraftige byger, der både kan være med hagl og torden," siger meteorolog Marie Timm og fortsætter:

”Snebygerne er opstået pga. kold luft, som strømmer ud over det varmere vand i Davisstrædet. Samtidigt har en front bevæget sig op langs Sydvestgrønland, som har været med til at give bygerne mere energi. Og det er derfor, de er blevet så kraftige."

Snebygerne, som er dannet på forsiden af fronten, ses som små isolerede celler mellem byerne Sisimiut og Maniitsoq på satellitbilledet nedenfor.

Satellitbillede af snebyger

Kraftige snebyger viser sig som isolerede celler mellem byerne Sisimiut og Maniitsoq om natten den 30. januar 2015. Grafik Marie Timm.

Sjældent fænomen

”Nattens intense byer kunne snildt have indeholdt torden. Vi har dog ikke mulighed for at vide det med sikkerhed, eftersom vi ingen observationer har på netop denne strækning. Der kan nemlig være langt imellem observationerne i så stort et område som Grønland,” siger Marie Timm og fortsætter:

”Torden er et fænomen, som man skal være ret heldig for at opleve på Grønland - det er nemlig sjældent, at det forekommer på disse kanter.”

30. januar 2015

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram