Her er nattens stærkeste vindstød

Danmark fik en blæsende weekend med vindstød af stormstyrke flere steder.

Et dybt lavtryk bevægede sig lørdag ind over Nordskandinavien fra vest og sendte en meget kraftig strømning af tør luft ned over Danmark.

DMI varslede i den anledning vindstød af stormstyrke fra lørdag aften til søndag morgen. Et vindstød måles over en periode på 3 sekunder, og stormstyrke starter ved 24,5 m/s (meter i sekundet).

Søndag formiddag har klimatolog Mikael Scharling tjekket tallene og fortæller, at Esbjerg fik det kraftigste vindstød med 29,4 m/s.

Vindstød grafik

De kraftigste vindstød i Danmark fra lørdag kl. 12 til søndag kl. 8. Grafik Mikael Scharling.

Ikke en storm

Et varsel for vindstød af stormstyrke er langt fra det samme som et varsel om en egentlig storm.

Under en storm skal også den gennemsnitlige vind overstige grænsen på 24,5 m/sek. Den gennemsnitlige vind måles over en periode på 10 minutter.

Under lørdagens og søndagens blæst var den højeste 10-minutters gennemsnitsvind 21,2 m/s og blev målt ved Gilleleje.

Døgn med et eller flere vindstød af stormstyrke er hyppige i Danmark. I januar 2015 havde vi ikke færre end 10 af dem. Egentlige storme er derimod langt sjældnere - de forekommer typisk blot en enkelt gang eller to om året.

8. februar 2015

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram