Grønland sender kulden til Danmark

De seneste 11 uger har Syd- og Vestgrønland ligget i dybfryseren med næsten uafbrudt stærk kulde, men nu er en midlertidig mildning på vej. Bagsiden af medaljen er, at kulden fra Grønland ender som et koldt pust hos os i Danmark den kommende weekend.

Syd- og Vestgrønland har siden nytår haft næsten uafbrudt stærk kulde.

Selvom grønlænderne er vant til kulde og sne, har det været værre end normalt. I Nuuk taler man om, at det har været den værste vinter i over 50 år med meget lave kuldegrader, storme og masser af sne.

I Nuuk endte januar med en middeltemperatur på -10,7°C; 3,3°C koldere end normalt. Februar blev endnu koldere med en middeltemperatur på -11,6°C, 3,8°C koldere end normalt. Og den første halvdel af marts har igen været koldere med en middeltemperatur på hele -15,0°C, hvor normalen for hele marts er -8,0°C.

Nuuk vejrudsigt

I Nuuk stiger temperaturen fredag til frysepunktet, men i midten af næste uge vender kulden tilbage. Grafik fra DMI's Byvejr.

Sørøg og halo

Sørøg og halo på en kold dag i Nuuk fanget af Toke Brødsgaard. Sørøg opstår, fordi luften er koldere end vandet. Så fortættes den fugtige luft lige over vandoverfladen. Det er samme fænomen, der på kølige nætter får mosekonen til at brygge over danske vådområder. Klik for større versioner.

Sørøg og halo

Mildning til Sydvestgrønland

Nu er der imidlertid en mildning på vej til de frysende grønlændere.

Et lavtryk bevæger sig i ugens løb op mod Grønlands vestkyst og bringer en overgang mildere sydøstlige vinde med sig. Det trækker fra på fredag temperaturen i Sydvestgrønland op til omkring frysepunktet, men længere nordpå ventes kulden dog at fortsætte.

Desværre tyder prognoserne på, at kulden vender tilbage til hele vestkysten i løbet af næste uge.

Koldt pust til Danmark

En konsekvens af mildningen over Sydvestgrønland er, at kolde luftmasser skubbes mod øst og når Skandinavien i weekenden.

For Danmarks vedkommende betyder det, at vi natten til lørdag får nedbør, som stedvis falder som slud eller sne.

Selve lørdagen bliver ret kold og blæsende med en hård nordøstlig vind og temperaturer på højst 4 til 5°C.

På søndag tager vinden af, og Solen dominerer, men det bliver stadig kun op til 5°C om dagen. Om natten får vi ned til 5 graders frost.

I den efterfølgende uge bliver det dog efterhånden lunere igen.

17. marts 2015

Vejrkort

Lørdag giver et lavtryk over Nordtyskland kold nordøstenvind til Danmark og nedbør, som måske falder som slud eller sne. Klik for stor version.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram