Færøerne: Snestorm kommer på tværs

Omfattende stormlavtryk giver gedigen snestorm på Færøerne, men får også fat i Danmark.

Et dybt lavtryk på 945 hektopascal (hPa) lige vest for Skotland giver snestorm til Færøerne torsdag den 15. januar.

Kuling til stormende kuling fra nordøst. I løbet af dagen drejende til nord. Regn, slud eller sne det meste af dagen. Temperatur omkring eller lidt over frysepunktet. Sådan lød DMI’s vejrudsigt for Færøerne her til morgen.

Med sådan en gedigen snestorm som i dag kan vi forvente, at det hele mange steder kan gå i stå på Færøerne. Især kan det blive problematisk at benytte Vagar Lufthavn. Her ventes nemlig vindstød af stormstyrke, snefald med sigtbarhed ned til 500 meter samt snefygning. Ikke nok med det blæser den kraftige vind på tværs af landingsbanen.

Prognose grafik

I prognosen for i eftermiddag ses snefaldet som grønne farver. Vindfanerne angiver 40 knob fra nord eller ca. 20 m/s i middelvind. Grafik Mogens Rønnebek.

Danmark mærker også stormen

Da stormlavtrykket er så omfattende, har det også stor indflydelse på vejret i Danmark.

Et frontsystem med udbredt nedbør passerer i dag hen over landet fra vest. Nedbøren starter som slud eller tøsne, men går over i regn efterhånden, som det bliver lunere. Samtidig får vi frisk vind til kuling fra syd. Ved kysterne endda hård kuling mange steder.

I nattens løb klarer vejret op fra vest, og vinden drejer til sydvest. I Nordsøen tiltager den til mellem 18 og 23 m/s. Langs den jyske vestkyst er der udsendt varsel for vindstød af stormstyrke.

Vindstød grafik

Det er kun den jyske vestkyst, der rammes af de røde stormvindstød. Men hele landet kan forvente at blive rusket godt igennem. Det når dog ikke op på Egons klasse. Grafik Mogens Rønnebek.

Fredag raser vejret af, men på lørdag ser vejret, overraskende måske, rimelig fornuftigt ud. Det bliver nemlig mest tørt med lidt eller nogen sol. Temperaturer omkring 5 grader og svag til jævn vind fra vest og sydvest.

Men herefter lurer vinterens komme.

Følg med i Landsudsigten samt vejret via webcam fra Vagar Lufthavn. Links finder du under ’Værd at Vide’ øverst til højre.

15. januar 2015

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram