Blandet vejr til Kristi himmelfartsferien

Kristi himmelfart er sammen med den efterfølgende weekend en af de helt store konfirmationshøjtider, torsdagen byder derudover på pokalfinale, og for mange kalder haven sikkert i weekenden - så vejret påkalder sig opmærksomhed. 

Vagtchef Frank Nielsen har kigget nærmere på det og siger:

"Det bliver egentlig en ganske pæn Kristi himmelfartsdag med nogen sol, men i eftermiddagstimerne opstår der lokalt enkelte byger. Der er ikke tale om store nedbørsmængder, så der er ingen grund til at frygte, at konfirmationsfesten regner væk."  

Med hjælp fra Solen kommer termometeret op på 14-17°C, men ude ved kysterne holder temperaturen sig på 10-12°C.

De, der tager på en forlænget weekend, kan se frem til en solbeskinnet fredag. Det holder tørt, og der vil stort set ikke være en sky på himlen. Men det flotte solskinsvejr til trods, kommer temperaturene ikke højere end 15-17°C.

Blandet weekendvejr

Weekenden byder på lidt af hvert fra vejrposen, men generelt bliver vejret mere regnfuldt, køligere og mere blæsende end de forgangne dage.  Det vil være en god ide for konfirmanderne og deres gæster, at huske en paraply og noget varmt overtøj til om lørdagen.

"Lørdagen starter godt nok med lidt sol, men en koldfront skal passere Danmark vestfra. Som dagen skrider frem, trækker skyer derfor ind over landet, og i eftermiddagstimerne kommer der regn til især Jylland. Regnen ventes først til Sjælland i aftentimerne. Skyer og regn i skøn forening giver en kølig lørdag i Jylland med bare omkring 10°C, mens man længere østpå kommer op på 15°C," siger Frank Nielsen og fortsætter:

"Søndagsvejret kommer til at føles som en tidlig forårsdag, fordi det blæser med en frisk vestlig vind med beskedne temperaturer på 10- 13°C.  Men på trods af det, skal Solen nu også kigge frem i ny og næ," slutter vagtchefen.

13. maj 2015

Konfirmand

Det bliver bedre konfirmandvejr på Kristi himmelfartsdag end det bliver lørdag, siger meteorologerne. Foto Bjarne Siewertsen.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram