2014 er klodens varmeste år

Meldingen er klar fra alle tre datacentre, der har fået til opgave af FN at følge den globale temperatur. 2014 er det varmeste år, siden man påbegyndte målinger. Differencen mellem 2014 og andenpladsen 2010 er dog ikke den samme i alle vurderinger.

Det er det amerikanske National Climatic Data Center (NCDC), Climate Research Unit/Hadley Centre i Storbritannien (CRU) og NASA/Goddard Institute for Space Physics (NASA/GISS), der placerer 2014 som det varmeste år, siden systematiske målinger begyndte i anden halvdel af 1800-tallet. 

”Selv om alle datacentrene er enige om, at 2014 var varmest, forekommer der dog afvigelser i henhold til, hvor stor differencen er til andenpladsen, der holdes af 2010. Faktisk er forskellen mellem 2014 og 2010 lidt mindre end usikkerheden i estimatet af den globale temperatur,” fortæller klimaforsker og DMI's ekspert i globale temperaturmålinger, Martin Stendel, og fortsætter:

 

”Den amerikanske NASA/GISS ender med en afvigelse på 0.59°C i forhold til gennemsnittet 1961-1990. Deres amerikanske kolleger fra NOAA/NCDC har 0.56°C, ligesom det britiske CRU. Dermed er 2014 mellem 0.01°C og 0.04°C varmere end andenpladsen 2010.”

Flere institutioner har hver især vurderet, hvor stor usikkerheden er i estimaterne af den globale temperaturafvigelse.

”Resultatet er i størrelsesordenen ±0.05°C (dvs. 1 standardafvigelse). Man kan altså ikke med 100% sikkerhed sige, at 2014 var det varmeste år. Men det er selvfølgelig mere sandsynligt, end det er tilfælde for et af de efterfølgende år,” siger Martin Stendel og fortsætter:

”For eksempel viser tallene fra NOAA, at sandsynligheden for at 2014 var varmest er 48%, efterfulgt af 2010 med 18% og 2005 med 13%. Tallene for de andre institutioner er i samme størrelsesorden.”

Afvigelser fra gennemsnitstemperaturen 1961-1990 for december 2014

Figur 1. Afvigelser fra gennemsnitstemperaturen 1961-1990 for december 2014 og for hele Jorden ifølge NASA/GISS. Hvor der ingen data er, betragtes stationer som repræsentativt i et område af 250 km. De grå områder er regioner uden data. Grafik DMI. Klik for stor version.

Trenden tæller

"Mennesker ser gerne rekorder, men faktisk er det ikke så vigtigt, hvorvidt 2014 var få hundrededele af en grad varmere end 2010 eller ej - det er nemlig trenden, der tæller," siger Martin Stendel og fortsætter:

”December 2014 var den 358. måned i træk, der var varmere end gennemsnittet af det 20. århundrede - det er næsten 30 år. Den sidste måned, som ikke var varmere, var februar 1985. Og den var næsten normal.”

Figur 1 viser temperaturafvigelsen for december 2014.

"Det er tydeligt at se, at en stor del af oceanerne var bemærkelsesværdigt varme - faktisk rekordvarme ligesom i juni, juli, august, september, oktober og november 2014. Det betyder, at rekordvarmen 2014 først og fremmest skyldtes varmen i oceanerne. Og det endda uden en El Niño-hændelse, der ellers har en opvarmende effekt på nogle tiendedele af en grad," siger Martin Stendel.

Afvigelser fra gennemsnitstemperaturen 1961-1990 for hele året 2014

Figur 2. Afvigelser fra gennemsnitstemperaturen 1961-1990 for hele året 2014 og for hele Jorden ifølge NASA/GISS. Hvor der ingen data er, betragtes stationer som repræsentativt i et område af 250 km. De grå områder er regioner uden data. Grafik DMI. Klik for stor version.

Figur 2 viser temperaturafvigelserne for hele året 2014. Bort fra USA har det været varmere end gennemsnittet på næsten hele kloden.

Tydligere tendens

Tendensen bliver tydeligere, hvis vi ser på længere perioder. Figur 3 tydeliggør, at opvarmningen over oceanerne gennem de seneste 10 år var omkring 0.5°C næsten overalt.

"Landområderne har opvarmet hurtigere - mellem knap 1°C i troperne og mere end 3°C i Arktis," siger Martin Stendel. 

Den større opvarmning i Arktis skyldes flere effekter, men den vigtigste er den såkaldte is-albedo-tilbagekobling, der dækker over, at vandet og landjorden i Arktis er temmelig mørke, fordi de kun tilbagekaster en lille del af den indkomne stråling fra Solen. Eksempelvis kaster vand kun 7% af strålingen tilbage (dets albedo er 7%), mens de resterende 93% af indstrålingen absorberes og derved opvarmer vandet.

I modsætning kaster is og specielt snedækket omkring 90% af strålingen tilbage. Hvis sne og is smelter på grund af øgede temperaturer, erstattes hvide med mørkere områder, således at mere af strålingen kan absorberes og føre til yderligere opvarmning - en selvforstærkende effekt eller en såkaldt positiv tilbagekobling.

"Således viser figur 3 netop det, vi ville forvente i en verden, der opvarmer. Det er svært at fastslå tal for Antarktis på grund af manglende data. Dog er det klart, at det i Antarktis bliver for koldt til, at isen kan tø," siger Martin Stendel.

Afvigelser fra gennemsnitstemperaturen 1961-1990 for tiårsperioden 2005 til og med 2014

Figur 3. Afvigelser fra gennemsnitstemperaturen 1961-1990 for tiårsperioden 2005 til og med 2014 og for hele Jorden ifølge NASA/GISS. Hvor der ingen data er, betragtes stationer som repræsentativt i et område af 250 km. De grå områder er regioner uden data. Grafik DMI. Klik for stor version.

Kontinenter opvarmer hurtigere end oceaner

Figur 4 viser trenden (i °C per 10 år) for 50 års perioden 1965-2014.

"På figuren ser man, at kontinenterne har opvarmet mere end oceanerne, og at Arktis opvarmer hurtigere end resten af kloden (dog med usikkerheder på grund af manglende data)," siger Martin Stendel.

Temperaturen i det østlige tropiske Stillehav har ikke ændret sig meget, eftersom El Niño- og La Niña-udsving har domineret temperaturforløbet. Til gengæld er alle andre havområder (hvor der er data) blevet varmere.

"Forskellen i opvarmningen mellem ocean og land skyldes, at det kræver betydeligt mere energi at opvarme vand end landjord. Oceanernes varmekapacitet er cirka 4000 gange større end landjordens, og derfor opvarmes oceaner meget langsommere end land. Desuden fordeles varmen gradvist ned gennem vandlagenes øverste få hundrede meter. Det er dog kun opvarmningen ved overfladen, vi direkte observerer," siger Martin Stendel og påpeger, at man også kan se en anden tilbagekobling:

”Hvis landjorden tørrer ud på grund af øgede temperaturer, som for eksempel i Nordøstbrasilien og regionen omkring Aralsøen (to velkendte eksempler), så opvarmer indstrålingen yderligere i stedet for at fordampe fugtigheden i jorden."

Temperaturtendenser for perioden 1965-2014

Figur 4. Temperaturtendenser for perioden 1965-2014 og for hele Jorden ifølge NASA/GISS. Enheden er °C temperaturændring per 10 år. Hvor der ingen data er, betragtes stationer som repræsentativt i et område af 250 km. De grå områder er regioner uden data. Grafik DMI. Klik for stor version.

2014 fortsætter global varmetendens

Figuren nedenfor (figur 5) viser temperaturafvigelserne i forhold til klimanormalperioden 1961-1990 for alle tre datacentre.

"På figuren ses det igen, at forskellene mellem de tre datacentre er betydelig mindre end den observerede temperaturøgning. Forskellene skyldes måden, der bliver ekstrapoleret fra regioner med data til nærliggende regioner, hvor der ikke eksisterer iagttagelser," siger Martin Stendel.

Forskellene mellem datasæt (NCDC, GISS og CRU)

Figur 5. Forskellene mellem de tre datasæt (NCDC, GISS og CRU) er betydeligt mindre end selve opvarmningen af Jorden. De tynde linjer viser månedlige temperaturafvigelser for de tre datasæt, mens de tykke linjer er de tilsvarende middelværdier over ti år. Figuren indeholder de til enhver tid seneste opdateringer. Grafik DMI.

"Det kræver som sagt meget mere energi at opvarme oceanerne end landjorden, hvilket betyder, at oceanerne opvarmes meget langsommere end land, når temperaturen stiger. Det ses tydeligt på målingerne gennem de seneste 160 år," siger Martin Stendel og fortsætter:

"Figur 6 nedenfor viser, at forskellen mellem land- og oceantemperaturer er vokset de seneste cirka 30 år og udgør, afhængigt af datacentret, mellem en tredjedel og næsten en halv grad. Denne forskel kan direkte betragtes som målestok for mængden af energi, der er blevet optaget af henholdsvis landjord eller ocean."

Temperaturer for land og ocean

Figur 6. Landmasserne opvarmes hurtigere end oceanerne på grund af oceanernes store varmekapacitet. Temperaturerne for land og ocean (tynde linjer) ifølge NCDC. 10-års middelværdier ses som de tykke linjer og forskellen mellem de to tykke linjer som farvet flade. Grafik DMI

"I figur 4, der viser temperaturtendenser for perioden 1965-2014, kunne vi se, at temperaturen næsten alle steder er steget over de seneste 50 år. Men vi kan også se, at temperaturen ikke er steget særlig meget siden 1998 (den såkaldte ’hiatus’)," siger Martin Stendel og fortsætter:

"Det skyldes først og fremmest de to klimafænomener El Niño og La Niña. De er nemlig forskellige facetter af udvekslingen af energi mellem oceanerne og atmosfæren. Groft sagt befinder der sig mere varme i atmosfæren under en El Niño-hændelse end under en La Niña-hændelse. Det er derfor interessant at sammenligne El Niño-år med andre El Niño-år som i den sidste figur nedenfor (figur 7).

Temperaturafvigelserne fra gennemsnittet 1961-1990 for årene 1950-2014

Figur 7. Temperaturafvigelserne fra gennemsnittet 1961-1990 for årene 1950-2014. El Niño-år i rød; La Niña-år i blå; neutrale år (som i 2014) i grå. De tilsvarende tendenser vises med de farvede linjer. Kilde NASA/GISS.

Figur 7 viser, at et gennemsnitligt El Niño-år er cirka 0,1°C varmere end et gennemsnitligt La Niña-år. 

"Kigger vi på afvigelsen fra tendenslinjen, så stikker den store El Niño-hændelse i 1998 ud som det år med størst afvigelse. Men flere andre år har været markant varme," siger Martin Stendel og fortsætter:

"Efter 1998 har der været usædvanligt mange La Niña-hændelser. Mens El Niño-årene efter 1998 (2005 og 2010) var varmere end 1998 på trods af en mindre kraftige El Niño, kan man også se, at 2013 som et neutralt år (ligesom flere andre ’ikke El Niño’-år) var næsten lige så varmt som 1998. Beregner man altså en trend begyndende i 1998, er det klart, at temperaturen ikke er steget meget siden.”

"2014 begyndte med en svag El Niño, men ifølge NCEPs Climate Prediction Centers bulletin fra den 26. januar 2015 var der ikke de store temperaturanomalier i det østlige tropiske Stillehav resten af året, som derfor hellere karakteriseres som et neutralt år. Alligevel var 2014 varmere end de seneste år med kraftige El Niño-hændelser," slutter klimaforskeren.

30. januar 2015

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram