Nat og dag med skybrud, hagl og torden

Det er ikke slut endnu, men fredag viste sig fra sin vejrmæssigt hidsige side for det vestlige Danmark, da en front allerede fra midnat leverede både skybrud, usædvanligt store hagl og torden. Fredag aften bliver det også Østdanmarks tur.

I perioden fra midnat til klokken 18.00 faldt der mest nedbør i Jelling, som fik 64,2 millimeter, hvilket er lidt mere end en normal maj vandes med.

De foreløbige opgørelser viser, at flere steder i Jylland fik store mængder regn. Nogle af de målestationer, der fik mest i perioden fra midnat til klokken 18.00 var: 

  • Jelling 64,2 millimeter
  • Nørre Snede 60,2 millimeter
  • Vejle 59,2 millimeter
  • Børkop 58,8 millimeter
  • Kolding 55,6 millimeter

Når den endelige datagennemgang og kvalitetssikring ligger klar vil flere andre stationer sikkert også vise tilsvarende mængder.

Men en ting er mængder - en anden er mængde per tidsenhed, og det har stor betydning for, om vandet kan nå at blive ledt væk. Flere steder i det sydlige Jylland rapporterer politiet som kloakdæksler, der er blevet skudt op af vand fra overfyldte kloaker. 

Skybrud defineres ved, at der skal falde mere 15 millimeter nedbør på 30 minutter. Det gjorde der adskillige steder. Følgende liste viser stationer, hvor kriteriet for skybrud er opfyldt en periode i løbet af natten, men en gennemgang af data kan afsløre flere steder. 

  • Jelling 40,8 millimeter/30 min.
  • Nørre Snede 36,8 millimeter/30 min.
  • Vejle 29,2  millimeter/30 min.

Med den kraftige regn fulgte også både lyn, torden og hagl. Fra det vestlige Fyn rapporterer flere medier om meget store hagl.

23. maj 2014.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle