Meget mild, våd og grå ½ vinter

I dag, onsdag den 15. januar, er halvdelen af kalendervinteren passeret - uden ret meget vinter i ordets traditionelle forstand.

Ifølge både kalenderen og den almindelige opfattelse begynder vinteren den 1. december og slutter igen ved udgangen af februar. Dermed kan vi med god ret opgøre årstidens første halvdel, nu hvor DMI's stationer har målt til og med den 14. januar.

Efter 45 kalendervinterdage ligger gennemsnitstemperaturen for Danmark på 5,2°C.

"Det er meget højt", påpeger klimatolog Mikael Scharling, DMI.
"Den rekordvarme vinter 2006/07 lå dog noget højere og havde i samme periode en middeltemperatur på utrolige 7,1°C".

Vinteren 2006/07 kølede dog lidt ned i anden halvdel og endte 'kun' på 4,7°C. Det var, og er, rekord, men det er ikke meget over 2. pladsen på 4,5°C fra vinteren 1988/89.

"Med en måneds- og sæsonprognose, der pt. ikke antyder, at der kommer længerevarende perioder med massiv kulde, er det ikke urealistisk, at denne vinter kan blande sig i de varmeste vintres top-10", siger klimatologen.

Også nedbøren ligger højt, som det er at forvente i en mild vinter. På de første 45 dage har vi modtaget hele 140 millimeter på landsplan.

"Det er i den våde ende uden at være ekstremt. Det er dog fortsat noget, man mærker, når man bevæger sig ud i naturen", siger Mikael Scharling.

En af effekterne af de høje temperaturer og den meget nedbør har været, at der ifølge Dansk Skovforening ikke kan blive ryddet op i de danske skove efter stormene Allan og Bodil. Jordbunden er simpelthen for blød til de store maskiner, som synker i og skader mere end de gavner.

Hvor temperatur og nedbør ligger meget højt, er soltimerne gået i den anden grøft. Blot 49 af slagsen har vi fået på 45 dage.

"Det er virkelig ikke noget at prale af. Bundrekorden for en hel vinter er fra 1925/26 med 81 timer. Den kommer vi næppe under - vi går dog trods alt mod lysere tider - men en 'bund-10' er desværre inde for rækkevidde", slutter klimatologen.

DMI har ikke officielle klimanormaler for halve sæsoner, men i perioden 1961-1990 (klimanormalperioden) lå de 45 døgn fra 1. december til 14. januar på ca. 1,3°C, 100 millimeter nedbør og 62 soltimer.

Af Niels Hansen
© DMI, 15. januar 2014.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle