Lilla ild indtager decemberhimmel

Himmelfotografen Jesper Grønne fik sig noget af en overraskelse da han flere gange i løbet af december fangede det sjældne fænomen Sankt Elms Ild - en lysende elektrisk udladning, der kan opstå i tordenvejr eller i fugtigt vejr omkring høje punkter.

”Sankt Elms Ild, eller St. Elmo´s Fire, er et elektrisk atmosfærisk fænomen, hvor en højspænding river så meget i atmosfærens atomer (mest bestående af kvælstof), at der dannes et lilla lysende plasma,” fortæller Jesper Grønne.

Det sjældne fænomen er den seneste måned opstået hele 5 gange i enderne af de 3 kulfiberstænger, som han bruger som fugleskræmsler rundt om sit ’all-sky’-kamera - hver gang i forbindelse med skyer, der driver ind fra Vesterhavet. Og flere gange var der lyn-udladninger kort efter ’ilden’ opstod.

”Det ligner jo nærmest ET’s finger - den kunne også lyse i spidsen,” siger han med et smil på læben. Og ja, det kan han da have ret i. Bedøm selv i videoen nedenfor. 

Udover at være et sjældent syn er Sankt Elms Ild også et sagnomspundent fænomen, der f.eks. i folketroen har været opfattet som et forvarsel. Men også blandt tidligere tiders søfarende har det været kendt.

”Det lilla lys, eller ’ilden’, opstod nemlig i toppen af skibets master, når der var torden i luften (spændingsfelter),” slutter Jesper Grønne. 

23. december 2014

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram