Grønlands indlandsis: Smeltesæsonen er begyndt

I år begyndte smeltesæsonen på Grønlands indlandsis den 19. maj. Det placerer 2014 midt på listen over startdatoer. Ablationssæsonen, hvor masse fjernes fra Indlandsisens overflade som helhed, lader dog vente på sig lidt endnu. 

”Hvornår smeltesæsonen rent faktisk begynder, findes der ikke en klar definition på,” siger klimaforsker Peter Langen og forklarer:

”Det kan være når smeltning første gang forekommer et eller andet sted på isen, når en vis brøkdel af Indlandsisens overflade oplever smeltning, eller når masse begynder at blive tabt fra Indlandsisens overflade som helhed.”

Afhængig af hvilken definition, man vælger, kommer der forskellige resultater frem. Han anvender her to definitioner, henholdsvis smeltesæsonens og ablationssæsonens begyndelse (se nedenstående definitioner).

Smeltesæsonens begyndelse er den første dag ud af mindst tre dage i træk, hvor mere end 5% af isens overflade oplever smeltning. Her defineres smeltning til at forekomme på et sted, når smeltehastigheden overstiger 1 mm per dag.

Ablationssæsonens begyndelse er den første dag ud af mindst tre dage i træk, hvor overflademassebalancen (på engelsk kaldet SMB: surface mass balance) er negativ og under minus 1 Gt per dag (1 Gt er 1 milliard ton, og svarer til 1 kubikkilometer vand). 

Forskerne har kigget på disse begivenheder i modellen bag SMB-figurerne, der viser isens overflade (på polarportal.dk, der samler viden om isen i Arktis).

”I dagene den 19. til den 21. maj så vi den første serie af tre sammenhængende dage med et smelteareal større end 5%. I år siger vores definition altså, at smeltesæsonen startede den 19. maj,” konkluderer Peter Langen (se figuren nedenfor).

2014 placeres midt på listen

"Hvis vi sammenligner med somrene i resten af perioden 1990-2014, som vi har kørt modellen over, så er det hverken tidligt eller sent," siger Peter Langen, der her angiver top-tre over tidligste start på smeltesæsonen (1990-2014):

  1. 1996 (29. april)
  2. 2010 (2. maj)
  3. 1990 (6. maj)

År 2012, som endte med at blive et stort smelteår med rekordstort massetab fra iskappen, er nummer 10 på listen. Her startede smeltesæsonen den 18. maj. Den seneste start på smeltesæsonen kom sidste år (2013). Her lød startdatoen på den 5. juni. Dette års start den 19. maj placerer 2014 midt på listen.

Efter smeltesæsonen starter ablationssæsonen

”Ablationssæsonen - altså når vi begynder at miste masse fra iskappens overflade som helhed, er ikke begyndt endnu. Det sker typisk nogle uger senere end smeltesæsonen, så det bliver interessant at følge udviklingen over de næste par uger,” siger Peter Langen, der her angiver top-tre over tidligste start på ablationssæsonen (1990-2013):

  1. 2010 (24. maj)
  2. 2012 (29. maj)
  3. 1998 (29. maj)

Den seneste start på ablationssæsonen var i 1999 med 28. juni. Sidste år endte med en gennemsnitlig netto SMB, og ablationssæsonens begyndelse var også gennemsnitlig med start 12. juni 2013.

På polarportal.dk kan du læse mere om smeltesæsonens begyndelse og isens overflade. Her forklarer Peter Langen også, hvad forskellen er på overflademassebalance og smeltning.

27. maj 2014.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle