Danmark på vej mod sin 5. varmeste vinter

Med et forventet gennemsnit på 3,6 eller 3,7°C bliver vinteren 2013-2014 den 5. varmeste i danske vejrhistorie. Danmarks fem varmeste vintre er alle forekommet inden for de seneste 25 år.

Middeltemperaturen for de første 82 dage af kalendervinteren 2013-14 ligger på 3,6°C.

Middeltemperatur

Middeltemperaturen i Danmark fra 1. december 2013 til 20. februar 2014. Grafik Mikael Scharling.

Med en - for årstiden - varm prognose for de sidste otte dage af februar vil vinteren med høj sandsynlighed ende på 3,6 eller endda 3,7°C. Det vurderer DMI-klimatolog Mikael Scharling.

"Middeltemperturen denne vinter ligger mere end 3°C over 1961-90-normalen på 0,5°C og tæt på 2°C over normalen for vejrdekaden 2001-2010 på 1,9°C", siger han.

December 2013 var decideret lun med en middeltemperatur på hele 5,3°C. Januar 2014 var noget koldere med 1,8°C. I februar steg kviksølvet igen, men dog ikke helt til decemberhøjder. De første 20 døgn af måneden har således et gennemsnit på 3,6°C.

"3,6°C i gennemsnit for hele vinteren betyder, at den ender som den 5. varmeste, vi har registreret, siden de landsdækkende målingerne begyndte i 1874", siger Mikael Scharling og påpeger, at Danmarks fem varmeste vintre dermed nu alle ligger inden for de seneste 25 år.

Trods den høje placering på listen skal vi blot seks år tilbage for at finde en varmere vinter. 2007-2008 endte nemlig på hele 4,1°C. Et år tidligere satte vinteren endda rekord, da 2006-2007 endte på 4,7°C.

Vintrene 1939/1940 og 1962/1963 var de koldeste, Danmark har haft, med -3,5°C.

Vinter Middeltemp (°C)
2006/07 4,7
1988/89 4,5
1989/90 4,2
2007/08 4,1
2013/14 3,6-3,7
1974/75 3,5
1924/25
1997/98
3,4
1991/92 3,3
1948/49
1987/88
1999/00
3,0

De varmeste danske vintre hidtil. 2013-14 kiler sig efter alt at dømme ind på 5. pladsen.

21. februar 2014.