Solens magnetfelt på nippet til at vende

Den næste vending af Solens magnetfelt er på trapperne. For den sydlige pol er vendingen allerede sket, mens vendingen af den nordlige pol endnu er i vente.

Mens Jordens dipol-magnetfelt stort set kan beskrives som feltet fra en kraftig stangmagnet anbragt i den indre kerne, så er Solens magnetfelt mere kompliceret.

Solen har et generelt magnetfelt, som dog kun ses tydeligt ved Solens nord- og sydpol. I tillæg skabes kraftige magnetfelter i forbindelse med solpletter, som især forekommer i bælter på begge sider af Solens ækvator.

Solpletperioden er på 11 år

I starten af den (ca.) 11-årige solpletperiode ligger bælterne med solpletområder ved forholdsvis høje nordlige og sydlige bredder. Gennem solpletperioden forskydes disse bælter mod ækvator. Når bælterne er nærmest ækvator starter en ny solpletperiode med solpletter igen ved høje bredder. Ved solpletmaksimum er solpletbælterne nået midtvejs mellem høje og lave bredder. Det er især disse solpletområders magnetfelter, vi mærker her på Jorden, og ikke det svagere generelle magnetfelt.

Solpletter: Mørke, magnetisk aktive områder, der ofte kan ses på Solens ellers jævnt lysende overflade. Undertiden så store, at de let kan ses med det blotte øje (gennem passende mørke beskyttelsesglas).

Solpletter

Solpletter nær seneste maksimum i 2001. Foto NASA.

Ved solpletmaksimum vender det generelle magnetfelt

Det er netop ved solpletmaksimum, at det generelle magnetfelt vender. På figuren nedenfor, som er hentet fra CB-Dakotas hjemmeside, vises Solens generelle magnetfelt fra 1965 til nu.

Det ene sæt kurver viser magnetfeltet ved Solens geografiske nordpol (Solens top) målt ved to forskellige solobservatorier (MSO og WSO), mens det andet sæt i modfase måler magnetfeltet ved sydpolen (Solens bund).

Som det ses i figuren skifter magnetfeltet polaritet (dvs. magnetisk nord- og sydpol bytter plads) med ca. 11 års mellemrum. Polvendingerne ses ved årstallene 1969, 1980, 1990 og 2000. Alle årene er også årstal for solpletmaksima. I figuren nærmer vi os den næste vending i 2013, men for den sydlige pol er vendingen dog allerede sket i år, mens vi endnu venter på vendingen af den nordlige pol.

Magnetisk nord- og sydpol

Som man ses i figuren bytter magnetisk nord- og sydpol plads med ca. 11 års mellemrum. Disse polvendinger ses ved årstallene 1969, 1980, 1990 og 2000. Alle årene er også årstal for solpletmaksima. Vi nærmer os den næste vending i 2013 (for den sydlige pol er vendingen allerede sket i år, mens vi stadig har vendingen af den nordlige pol til gode). Grafik Wilcox Solar Observatory.

Uden særlig betydning for forholdene på Jorden

Disse polvendinger er uden særlig betydning for forholdene på Jorden herunder klimaet og for den kosmiske stråling, hvorimod solpletstyrken (målt gennem solplettallet) har en vis indflydelse. Det kan f.eks. ses af nedenstående figur af forholdene gennem årene 1950 til 2010. 

Det øverste felt viser Jordens middeltemperatur, som ses at være jævnt stigende gennem hele perioden, men med udsving i de enkelte år. Det nederste felt viser solplettallet dels for hvert enkelt år (blå kurve) og dels som middel gennem solpletperioden (kraftig kurve). Det midterste felt viser den kosmiske stråling målt ved forskellige stationer. 

Af figuren fremgår det, at den kosmiske stråling dykker ved solpletmaksimum, men vender så tilbage til et nogenlunde stabilt niveau ved solpletminimum. Det derfor svært at se en sammenhæng mellem det nogenlunde konstante basisniveau for den kosmiske stråling og de jævnt stigende globale temperaturer.

Læg også mærke til, at ingen af kurverne - i hvert fald ikke temperaturkurverne - viser nogen særlig ændring netop ved de årstal, hvor Solens generelle magnetfelt vender.

Forhold 1950-2010

Figuren viser forholdene gennem årene 1950 til 2010. Polvendinger er uden særlig betydning for forholdene på Jorden, hvorimod solpletstyrken har en vis indflydelse. Grafik fra analysen om solaktivitet og klima af Stauning, 2011.

Aftagende solpletaktivitet

Siden omkring 1980 har solpletaktiviteten været generelt aftagende. Denne tendens ser ud til at fortsætte gennem det nuværende solpletmaksimum, der tegner til at blive det laveste i mere end 100 år.

Samtidigt er den globale temperatur stigende i samme periode. Det udelukker dog ikke en vis sammenhæng mellem solpletter og klima, som bl.a. er foreslået af Friis-Christensen og Lassen i 1991 og eftervist i analysen om solaktivitet og klima (af Stauning, 2011), men her taler vi om få tiendedele af en grad mellem perioder med høj solaktivitet og perioder med lav aktivitet, mens den nye globale opvarmning muligvis bliver adskillige grader i Jordens gennemsnitstemperatur indenfor vort århundrede.  

13. august 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram