Nabo-junier er som nat og dag

Der kunne dårligt være mere forskel på starten af juni i år og starten af juni sidste år.

De første ti dage af juni og kalendersommeren er gået. Og smukke har de været.

Sidste år ved samme tid kunne vi se tilbage på ti ganske anderledes dage med regn, skyer og lave temperaturer. Og da måneden var slut stod vi samlet set med en af de dårligste begyndelser på en sommer i dansk vejrhistorie.

  • Middeltemperaturen fra 1. til 10. juni 2013 har ligget på 13,6°C. Sidste år lå den på 11,0°C for samme periode.
  • Nedbøren fra 1. til 10. juni 2013 er på blot 0,6 millimeter. Sidste år var den 24,2 millimeter for samme periode.
  • Antallet af soltimerne fra 1. til 10. juni 2013 er 118. Sidste år lå tallet på 57 timer for samme periode.

Nedenfor kan du nærstudere kort for de to perioder og tre parametre. Klik på kortene for en stor version. Skalaerne er ens på de to kort i hvert kort-par, men på grund af den store forskel mellem de to år er der kun marginalt overlap.

Godt er ikke altid godt

Selv om sol og nul nedbør af mange ses som 'godt vejr' er det dog begyndt at skabe problemer nogle steder.

Særligt langs den jyske vestkyst er tørkeindeks godt oppe i det røde felt. Dermed er afgrøderne truet og naturen brandfarlig. Heldigvis, set i det perspektiv, er der regn på vej i de seneste prognoser.

11. juni 2013.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle