Kig dit forsikringsselskab i kortene på forsikringsvejret.dk

Tirsdag den 4. maj debuterer en ny nettjeneste udviklet på bestilling af forsikringsbranchen. Her kan du tjekke, hvor hårdt vejret har været i dit lokalområde - og hvor hårdt det bliver. Dermed har du mulighed for at få adgang til de samme vejrdata som dit forsikringsselskab og samtidig undgå fremtidige skader.

Hårdt vejr er hvert år årsag til forsikringsskader. Hårdt vejr er f.eks. skybrud, storm og lynnedslag. Nu kan du på forsikringsvejret.dk få adgang til de samme vejrdata som dit forsikringsselskab og følge med i hvor og hvordan, uvejret har hærget. Dermed kan du også danne dig et overblik over, hvorvidt din skade bliver dækket.

Ingen traditionel vejrudsigt

"Du får ikke en vejrudsigt i traditionel forstand, men oplysninger om, hvorvidt vejret har overskredet forskellige grænseværdier", fortæller klimatolog Mikael Scharling, DMI. Han har stået for det store arbejde med at gøre DMI's omfattende lager af meteorologiske data tilgængelige for forsikringsvejret.

"Kort fortalt gør forsikringsvejret brug af samtlige vejrobservationer, DMI råder over. Det betyder, at der ligger ca. 70 danske vejrstationer bag oplysningerne om vindforhold og over 250 stationer bag nedbørtallene", forklarer Mikael Scharling.

Inden data vises på forsikringsvejret gennemgår de et automatisk tjek, som fjerner eventuelle målerfejl og en gang om ugen gennemgås data manuelt for at opnå den højeste kvalitetssikring. Forsikringsvejret opdaterer de historiske vejrdata time for time og vejrudsigterne hver 6. time.

Forsikringsvejret er udviklet af Cowi på bestilling fra brancheorganisationen Forsikring & Pension. TDC står for serverkapaciteten og DMI leverer altså alle vejrdata.

Tjenesten byder desuden på en todages vejrudsigt med muligheden for, at du - via SMS og uden beregning - kan få advarsler om hårdt vejr, hvor du bor. Dermed er der mulighed for at træffe de nødvendige forholdsregler. På forsikringsvejret får du desuden råd om, hvordan du forebygger skader.

Gratis og for alle

Forsikringsvejret er lanceret af branchen, der har investeret en del i projektet.

"Resultatet er vi stolte over. Vi ser det som et effektivt værktøj, der gør det muligt for den enkelte kunde, som på grund af hårdt vejr har haft en skade på sin bolig, hurtigt og præcist at konstatere, om skaden er dækket af f.eks. husforsikringen", siger administrerende direktør Per Bremer Rasmussen, Forsikring & Pension.

"Da skadesbehandleren i forsikringsselskabet har adgang til de samme vejrdata, vil begge parter hurtigt kunne blive enige om, hvad der er sket, og hvad der er dækket. Det giver høj gennemsigtighed og kvalitet i sagsbehandlingen, som dermed hurtigere kan afsluttes - til gavn for både kunde og selskab", slutter han.

Du finder den nye ydelse på forsikringsvejret.dk. Hele tjenesten er gratis at bruge og tilgængelig for alle.

4. maj 2010.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle