Nedbør og sol i Danmark

Den gennemsnitlige årlige landsnedbør varierer ligesom temperaturen meget fra år til år og fra sted til sted. Ligeledes svinger mængden af solskin også meget de forskellige år og afhænger af lokationen.  

Den gennemsnitlige årlige nedbør i Danmark har i perioden 1981-2010 været på 746 mm (792 mm; 10 års gennemsnit 2006-2015). Gennemsnitlig regner det mest i Midtjylland og mindst i Kattegat regionen.

Den mindste årsnedbør for landet som helhed var 466 mm i 1947, og den højeste var 905 mm i 1999.

Den årlige nedbør på landsplan i Danmark er steget omkring 100 mm siden 1870'erne.

De årlige variationer i nedbørsmængden i Danmark 1874-2018. 0-linjen repræsenterer den gennemsnitlige mængde nedbør i perioden 1981 til 2010. Data: DMI’s rapportserie.

Det gennemsnitlige antal soltimer i Danmark har i perioden 1981-2010 været på 1.574 timer (1.722 timer; 10 års gennemsnit 2006-2015). Den midterste del af Jylland har det laveste antal timer, mens Kattegatregionen og Bornholm har det højeste.

Det solrigeste år på landsplan var 2018 med 1.905 timer, mens det solfattigste år var 1987 med 1.287 soltimer.

Solskinstimerne har siden 1980 udvist en stigende tendens i Danmark, også fraset perioden 2002-2015, hvor ny instrumentering kan have en rolle på trods af korrigering.

Det årlige soltimeantal for Danmark 1920-2018. 0-linjen repræsenterer det gennemsnitlige antal soltimer i perioden 1981-2010. Værdierne er beregnet landsgennemsnit på basis af et antal udvalgte stationer. I 2002 gik DMI over til en ny, automatisk og mere præcis målemetode, som dog samtidig betyder at nye og gamle solskinstimemålinger ikke direkte kan sammenlignes. Alle værdier på grafen er dog korrigeret, så de er sammenlignelige på det nye niveau. Tallene før 2002 på grafen er derfor ikke de samme som oprindelig publiceret i årbøgerne. Data: DMI's rapportserie.

Temaansvarlig John Cappelen
Opdateret 10. maj 2019