Klimaet i Grønland

Verdens største ø er på 2,2 millioner kvadratkilometer og strækker sig på den lange led over næsten 24 breddegrader. 80 procent er dækket af en Indlandsisen - en enorm sammenhængende og svagt hvælvet iskappe.

Grønland har primært arktisk klima - kun en femtedel er ikke permanent dækket af is. Foto: John Cappelen.

På den resterende femtedel af øen finder man landets dyre- og planteliv, og også menneskene bor her - på randen af istiden, så at sige. Beboelsesområderne er koncentreret ved kyststrækningerne, hvorfra der er adgang til åbent vand.

Havet er helt essentielt bla. i forbindelse med jagt og transport af fødevarer og andre forsyninger til øen.

Men det er landets nordlige beliggenhed såvel som det omgivende kolde og mere eller mindre isfyldte hav, der frem for alt er de faktorer, der betinger øens kolde klima.

Klimaet i Grønland varierer enormt, men det er som helhed arktisk. Det betyder blandt andet, at der ikke kan vokse skov i området.

Især den nordlige del af landet knytter sig nært til det nordamerikanske kontinent, kun adskilt fra dette af et forholdsvis smalt og mere eller mindre isfyldt hav.

Derimod indtager Sydgrønland en mellemstilling mellem kontinentet i vest og oceanet i øst.

Billede af et udløb fra en gletschersø inde på indlandsisen. Billedets kvalitet er påvirket af de ekstremt ringe lysforhold. Foto: Slædepatruljen Sirius, Grønlands Kommando.

Temperatur

Sommertemperaturerne både på vest- og østkysten af Grønland afviger kun få grader, hvis man går fra syd mod nord. Det er ret forbavsende, når man tænker på, at det er en strækning på cirka 2.600 km. Det er sommerens midnatssol i Nordgrønland, der er skyld i det.

Omvendt betyder vintermørke og fraværet af varme havstrømme, at temperaturene i vinterperioden afviger betydeligt fra nord til syd.

Der er også stor forskel på temperaturforholdene mellem yderkysten og inde i fjordene. Inde mod land er årstidsvariationerne meget større end ude ved havet.

Det relativt lille sving i temperaturniveauet ude ved kysterne skyldes, at om sommeren afsmelter isen og sender drivis ud i havet. Dette køler vandet ned, og man får dermed ikke en så stor varmeeffekt, som hvis drivisen ikke havde været der.

Om vinteren kan man omvendt sagtens opleve, at der ikke er noget is i vandet, og dermed bliver havet ikke så afkølet. Årstidsvariationen på temperaturen ved kyststrækningerne i Grønland er dermed ikke så store, som man ser det andre steder med have uden isfaktoren. 

Om sommeren brækker stykker af indlandsisen og afkøler havene omkring Grønland.

Fønvinde er varme og tørre vinde, som er meget almindelige i Grønland. De forstyrrer det gængse mønster om vinteren, fordi de kan få temperaturen til at stige 30 grader i løbet af forholdsvis kort tid. Føn medfører afsmeltning af sne og is.

Den højeste temperatur registreret i Grønland siden 1958 er 25,9°C i juli 2013 i Manitsoq på vestkysten af Grønland.

Det koldeste sted i Grønland er på Indlandsisen (årsmiddeltemperatur -28,5°C i gennemsnit for perioden 1991-2010). Her kan temperaturen sandsynligvis nå ned under -70°C. En britisk forskningsstation har i 50’erne målt -70°C og en DMI station ved Summit midt på Indlandsisen har målt under -63 °C.

Udover indlandsisen er de koldeste steder i Grønland ubetinget den allernordligste del (årsmiddeltemperaturen for perioden 1981-2010 på DMI-stationen Kap Morris Jesup er -17,6°C). I januar 1989 nåede temperaturen på Hall Land (nu nedlagt) ned på -52,1°C og sikkert endnu lavere, da denne type station ikke måler absolut minimumtemperatur.

Set tilbage har temperaturerne i Grønland generelt vist en stigende tendens. Det nuværende temperaturniveau er det højeste i serierne. 2001-2010 var det varmeste årti i alle serier, og 2010 havde rekordhøje årstemperaturer flere steder i Grønland.

I en lang oparbejdet kombineret temperaturserie fra Sydvestgrønland fra perioden 1784-2017 er tiårene i 1930’erne, 1940’erne og 2010’erne de varmeste. 1810’erne er det koldeste blandt andet på grund af et uidentificeret stort vulkanudbrud i 1809 og Tambora’s udbrud i 1815.

De årlige temperaturanomalier for en sammensat Sydvestgrønland temperaturserie 1784-2017. 0-linjen repræsenterer det gennemsnitlige temperaturniveau for perioden 1981-2010. Det er den længste instrumentelle temperaturserie, der er oparbejdet i Grønland. 2001-2010 var det varmeste årti i alle grønlandske serier, og 2010 havde rekordhøje årstemperaturer flere steder i Grønland. Der er manglende værdier for nogle af de tidlige år 1784, 1787-1789, 1792-1796, 1799, 1802-1807, 1814-1815, 1821-1839 og 1851. Data: DMI’s rapportserie.

Nedbør i Grønland

Nedbørmængden er generelt større ved kysten end inde i landet. Der falder mest nedbør i den sydlige del af landet og her især på østkysten. I Tasiilaq er den årlige gennemsnitlige nedbørmængde for perioden 1981-2010 på 893 mm.

Nedbøren er sparsom i Nordgrønland, hvor man enkelte steder finder "arktiske ørkner“, dvs. områder, der næsten er snefrie om vinteren, og hvor fordampningen om sommeren kan overstige nedbørmængden.

I havniveau falder nedbøren i landets sydlige del som regn om sommeren, og om vinteren oftest som sne. I landets nordlige del falder der af og til sne i juli, mens regn om vinteren er meget usædvanlig.

Nedbør i bygeform er om vinteren almindelig på steder, der grænser op til åbent vand, og kan om sommeren forekomme inde i landet som et resultat af solopvarmningen.

Nedbørmåling er om vinteren forbundet med stor usikkerhed på grund af hyppig forekomst af snefygning.

De årlige nedbøranomalier for Nuuk 1890-2017. 0-linjen repræsenterer det gennemsnitlige nedbørmængde for perioden 1981-2010. I hovedstaden Nuuk er den årlige gennemsnitlige nedbørmængde for perioden 1981-2010 på 782 mm. Der er manglende værdier for årene 1893-1894, 1896-1901, 1903-1904, 1914, 1918-1921, 1923-1924, 1928, 1945, 1947, 1952-1953, 1955, 1992 and 1999. Data: DMI’s rapportserie.

Årsmiddeltemperaturen siden 1873 for målestationer i Danmark, på Færøerne og i Vestgrønland. Siden 1873 er temperaturen i København og Torshavn steget. I Vestgrønland er temperaturen ligeledes steget indtil ca. 1940. Derefter har der været en faldende tendens indtil temperaturen igen er steget i de seneste to årtier.

Årsmiddeltemperaturen siden 1873 for målestationer i Danmark, på Færøerne og i Østgrønland. Siden 1873 er temperaturen i København og Torshavn steget. I Østgrønland er temperaturen ligeledes steget indtil ca. 1940. Derefter har der været en faldende tendens, indtil temperaturen igen begyndte at stige midt i 1970’erne.

Temaansvarlig John Cappelen
Opdateret 4. juli 2018