twitter google+ facebook

Det globale klima frem til i dag

Klimaforandringer er ikke kun et fremtidsfænomen, men er i høj grad også noget som er sket tidligere og som sker nu.

I nyere tid var temperaturen på den nordlige halvkugle svagt faldende fra år 1000 og frem til 1800-tallet med store variationer fra år til år.

'Den lille istid' var en kold periode i det 17. til 19. århundrede. Lokale målinger af temperaturen samt historiske dokumenter, der beskriver is på floder, som ikke plejede at fryse til og høstudbytter, der gik tabt, viser, at der var koldt på store dele af den nordlige halvkugle.

Siden år 1900 er den globale temperatur steget med omkring 0,8 °C. Stigningerne er især sket mellem 1910 og 1945 og igen siden 1975.

Årene 2010, 2005 og 1998 er de varmeste år, der hidtil er registreret og perioden fra 2001 til 2010 er det varmeste årti, der er registreret. Den globale gennemsnits-temperatur lå 0,46°C over temperaturen i normalperioden fra 1961 til 1990, og det var et årti præget af et stort antal hændelser med ekstremt vejr. Denne udvikling er fortsat op til i dag.

Den globale overfladetemperatur siden 1850 i fire datasæt. Bemærk, at forskellene mellem datasættene (NCDC, GISS, CRU og ERA-Interim) er betydeligt mindre end selve opvarmningen af Jorden. De tynde linjer viser månedlige temperaturafvigelser for de fire datasæt, mens de tykke linjer er de tilsvarende middelværdier over ti år. Grafikken opdateres jævnligt. Skal du brugen den til tryk; fe.sk. i forbindelse med en lærebog, så kontakt kommunikation@dmi.dk. Grafik: DMI.

De højeste temperaturstigninger i perioden har fundet sted i Afrika, Asien og det arktiske område. Området omkring Sahara, den Arabiske halvø, Østafrika, Centralasien samt Grønland og den nordligste del af Canada, er alle regioner, hvor temperaturene lå 1,2°C til 1,4°C over gennemsnittet for normalperioden fra 1961 til 1990 - og 0,7°C til 0,9°C højere end noget tidligere registreret årti.

Selvom de enkelte hændelser med ekstremt vejr ikke direkte kan tilskrives klimaændringer, er det helt forventeligt, at omfanget, antallet og varigheden af ekstreme vejrhændelser øges i takt med, at jordens atmosfære opvarmes af den voksende koncentration af drivhusgasser.

Man kan desuden sige, at hændelserne har været kraftigere end de ville have været i et koldere klima.

Men ikke kun temperaturen ændres. Der er også ændringer i andre dele af klimasystemet:

  • Den globale vandstand er steget og stigningshastigheden vokser. Fra 1961 til 2003 var den i gennemsnit ca. 1,8 millimeter pr. år, mens den for de sidste 11 år af perioden (1993-2003) var vokset til ca. 3,1 millimeter pr. år.

  • Iskapper og bjerggletschere smelter mange steder, hvilket bidrager til vandstandsstigningen.

  • Snedækket på den nordlige halvkugle er aftaget.

  • Temperaturen er steget i permafrostområder og det maksimale område, som er dækket af permafrost, er reduceret.

  • Der er udbredt reduktion i antallet af frostdage på mellembreddegrader og en stigning i antallet af varme ekstremer. For eksempel var varmebølgen over store dele af Europa i 2003 exceptionelt varm: 1,4°C over den hidtil varmeste sommer.

  • Der er målt stigende vindhastigheder på mellembreddegrader på begge halvkugler.

  • Satellitdata viser, at det årlige gennemsnit af arktisk havis er aftaget med næsten 4% per årti siden 1978 med de største ændringer om sommeren og i efteråret.

  • Omkring Antarktis er der en lille øgning i den årlige mængde af havis siden 1978.

  • Iskapperne over Grønland og Antarktis mister masse. For Grønland er det område, som der sker afsmeltning fra, blevet større (læs og se mere om grønlands massebalance her). I Antarktis sker de største massetab på den antarktiske halvø og på Vestantarktis, mens mængden af is på Østantarktis er vokset lidt.

  • Siden 1900 er mængden af nedbør på mellem og høje breddegrader vokset på den nordlige halvkugle, men der er stor usikkerhed, fordi der kun er få og usikre data fra begyndelsen af århundredet.
  • Der er ingen klar tendens i antallet af tropiske orkaner, fordi muligheden for at observere sådanne har ændret sig, men det ser ud til at de stærkeste orkaner i Atlanterhavet er blevet stærkere. 
Observerede ændringer i (a) gennemsnitlig global overfladetemperatur, (b) gennemsnitlig global vandstand i havene målt af tidevandsmålere (blå) og satellitter (rød) samt (c) snedække på den nordlige halvkugle i marts-april. Alle forskelle er i forhold til de tilsvarende gennemsnit for perioden 1961-1990. Udjævnede kurver udtrykker gennemsnit over ti år, mens cirkler angiver årlige værdier. De blå områder angiver usikkerhedsintervallerne, der er skønnet ud fra en omfattende analyse af kendte usikkerheder (a og b) og ud fra tidsserierne (c). Kilde IPCC 2007.
Temperaturstigninger i Arktis får iskappen til at smelte og bidrager til at havniveauet stiger. Foto Jesper S. Jørgensen.


Tekst af Martin Olesen med bidrag fra en række medarbejdere ved Forskning og Udvikling hos DMI.

Redaktion Niels Hansen og Carsten Ankjær Ludwigsen, kommunikation@dmi.dk

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder