Tsunamier kan opstå på grund af voldsomme hændelser i halvlukkede havområder, dvs. fjorde, estuarier eller randhave (Middelhavet o.a.). De forplanter sig ikke ud af området, men afsætter al deres energi langs de lokale kyster.
Det sker ved, at bølgen nærmest som en flod over en bred front skyller ind over kysten og videre ind i landet, indtil den på et tidspunkt har løbet kræfterne af sig.
Andre tsunamier rammer på ocean-skala, hvilket vil sige Stillehavet, det Indiske Ocean, eller Atlanterhavet. Også her kan tsunamien være mere eller mindre kraftig.
Det mest almindelige er, at den anretter skade på de nærmeste kyster. Men nogle tsunamier er så kraftige, at store dele af oceanets kyststrækning flere tusinde kilometer væk fra oprindelsesstedet, er i risikozonen. De såkaldte 'mega-tsunamier' er så voldsomme, at de kan registreres over hele kloden.
Inde på kysten opleves en tsunami som en kombination af en bølge, tidevand og en flod.
Ofte trækker havet sig først tilbage, så havbunden blotlægges - nogle gange op til flere hundrede meter ud fra kysten. Man har, hvad der svarer til ebbe i tidevandsterminologi, omtrent som vi kender det fra Vadehavet. Men i modsætning til tidevandet, opstår dette lavvande i løbet af 5-10 minutter.
Inden for nogle minutter vender strømmen, og der dannes en returbølge, som med voldsom kraft sender store vandmasser ind på kysten.
Denne flod af oprørt, brusende hav fortsætter indtil bølgen har nået sit maksimum. Så trækker vandet sig tilbage igen, blot for at returnere ved den næste bølgetop få minutter senere. Det kan gentage sig i op mod en times tid.
Der er ofte adskillige bølgetoppe i en tsunami, og det er ikke altid den første der er den kraftigste.
