Om iskort

Istjenesten udarbejder iskort for de grønlandske farvande, primært til brug for skibsfarten.

Istjenesten udarbejder et oversigtskort med fast udsnit to gange ugentligt (mandag og torsdag), samt mere detaljerede regionale iskort: Kap Farvel-området (mellem 59°N og 62°N) kortlægges flere gange ugentligt hele året, mens iskort med skiftende dækning af vest- og østkysten udarbejdes efter årstid og besejling.

Istjenestens iskort benytter WMO’s (World Meteorological Organisation) internationale havis-klassificering også kaldet Ægkoden.

Kap Farvel

Området omkring Kap Farvel er et af de farligste farvande i verden for skibsfart. Det skyldes de undertiden meget barske vejrforhold kombineret med tilstedeværelsen af både isbjerge og metertykke isflager.

Kortlægningen af is i netop Kap Farvel området har derfor højeste prioritet for DMI, og det er således også det område, hvor iskortlægning foregår med størst hyppighed.

Isforholdene i Kap Farvel området er i høj grad styret af den Østgrønlandske Havstrøm, der transporterer store mængder af havis og gletscheris (isbjerge) ned langs den østgrønlandske kyst og i sidste ende rundt om Kap Farvel.

Der forekommer isbjerge i Kap Farvel området året rundt, hvorimod der som regel er frit for havis i perioden august-december. Det skyldes at havisen smelter væk i løbet af sommeren og, det tager nogle måneder for Storisen (metertyk havis der er under flere års dannelse i Polarhavet) at blive fragtet hele vejen ned langs den østgrønlandske kyst.  

Vestgrønland

Havisen vest for Grønland kaldes i Grønland Vestisen.

Når Vestisen har sin maksimale udbredelse dækker den det meste af Baffin Bugten.

Sejlads i de nordligste områder omkring Qaanaaq (Thule) er de fleste år kun mulig fra juli til september, mens Aasiaat (Egedesminde) og Ilulissat (Jakobshavn) normalt kan besejles fra en gang i maj til hen i december. DMI’s produktion af iskort for Vestgrønland er derfor sæsonbetonet. 

I modsætning til havisen øst for Grønland dannes langt størstedelen af havisen vest for Grønland lokalt i løbet af vinteren. Derfor vil man i de vestgrønlandske farvande også sjældent kunne observere mere end nogle få typer havis ad gangen.

Som i alle havområder omkring Grønland forekommer isbjerge året rundt.

I området omkring Qeqertarsuaq (Disko) forekommer isbjerge imidlertid ofte i særlig stor mængde. Det skyldes, at nogle af verdens mest produktive gletschere findes i netop dette område. Typisk føres disse isbjerge af strømmen langs kysten mod nord, bevæger sig derefter i en nordvendt bue over Baffin Bugt, for til sidst at drive mod syd med Labradorstrømmen langs den canadiske kyst.

Østgrønland

Havisen øst for Grønland består af et flere hundrede kilometer bredt bælte af is, der grundet den Østgrønlandske Havstrøm er i konstant bevægelse fra nord mod syd.

Nord for Illoqqortoormiut (Scoresbysund) er mere end 80% af havoverfladen i isbæltet dækket af is næsten året rundt.

Syd for Illoqqortoormiut medfører smeltning og spredning af havisen derimod store årstidsvariationer i dennes udstrækning.

På grund af disse variationer samt varierende behov for besejling af østkysten er DMI’s produktion af iskort for Østgrønland sæsonbetonet.

Isforholdene langs den østgrønlandske kyst er kendetegnet ved at være mere dynamiske end i de andre havområder omkring Grønland. Det skyldes primært den konstante transport af is i den Østgrønlandske Havstrøm.

Isen i isbæltet øst for Grønland kaldes Storisen.

Hvert sekund strømmer der i gennemsnit 150.000 kubikmeter is ud gennem Framstrædet mellem Grønland og Svalbard. Denne is har typisk været under flere års dannelse i Polarhavet og er derfor ofte flere meter tyk. Under transporten i den Østgrønlandske Strøm brydes isen fra Polarhavet op i mindre og mindre isflager, hvis størrelse derfor aftager fra nord mod syd. Mellem isflagerne dannes der hurtigt ny is om vinteren. 

Storisen er sammensat både af tynd nyis og tyk flerårig polaris. Som i de andre farvande omkring Grønland forekommer der langs den grønlandske østkyst isbjerge året rundt.