Pollenmålingens historie

I 1977 iværksatte Astma-Allergi Danmark i samarbejde med DMI et pollenprojekt med kontinuerlig indsamling og registrering af pollen og svampesporer, og fra 1979 er "Dagens pollental" blevet offentliggjort.

Der er to aktive målestationer i Danmark. Den ene pollenfælde står i København på taget af DMI og den anden står på taget af Regionshospitalet i Viborg.

Den første pollenfælde blev opstillet på taget af DMI’s bygninger i 1977. Senere blev tilsvarende pollenfælder installeret ved sygehusene i Viborg (1979), Nykøbing Mors (1979-83), Nykøbing Falster (1979-83) og Odense (1981-91).

Det tog tid at udbygge netværket af pollenfælder og sætte målingerne ordentligt igen. Derfor gik der nogle år, fra de første fælder blev sat op, til man begyndte at varsle. Viborg fik som nævnt sin første fælde i 1979 og begyndte at varsle i 1983, mens København fik den første fælde i 1977 og fik varsler i 1981.

DMI har fra starten været aktiv i projektet, og i dag udføres pollenvarslingen i samarbejde med Astma-Allergi Danmark.

Billede fra mikroskop der viser pollen fra elm, hassel og el

Sådan ser pollen ud, når det er farvet og dukker op i pollentællerens mikroskop. Fra toppen ses pollenkorn fra elm, hassel og el. Foto: Astma-Allergi Danmark.

I samarbejde med biolog Karen Rasmussen, leder af Astma-Allergi Danmarks pollentællinger

Temaansvarlig DMI-kommunikation

Opdateret 28. maj 2018