Næsten halvvejs inde i sommeren på den nordlige halvkugle tager vi pulsen på, hvordan sæsonen har været frem til nu for de to klimamarkører: den grønlandske iskappe og havisen i Arktis og omkring Antarktis. Mod nord ser det fredeligt ud. Det gør det til gengæld ikke mod syd, hvor vinteren ellers er i gang.
Iskappens massebalance
Siden industrialiseringen er det globale havniveauet steget med 20 cm, og eventuel afsmeltning fra den grønlandske iskappe vil bidrage yderlige til havniveauet. Derfor holder DMI’s klimaforskere i Nationalt Center for Klimaforandringer nøje øje med om Iskappen er i balance, eller om den taber masse.
Foråret og sommeren i Sydgrønland har flere steder været lidt varmere end normalt, mens den nordlige del af landet har været koldere end normalt. Det passer med, at smeltesæsonen begyndte i slutningen af maj, tæt på det normale tidspunkt, og massebalancen ser også ud til at ligge omtrent, hvor den plejer for årstiden.
Martin Stendel er klimaforsker på Nationalt Center for Klimaforandringer ved DMI og følger Iskappens massebalance tæt
- Hvis ismassen skal være i balance, må isen ikke miste mere masse om sommeren, end den modtager fra sne om vinteren. Derfor er det et godt tegn, at smeltesæsonen åbnede nogenlunde til tiden i år. Vi skal dog huske, at Indlandsisen reagerer hurtigt på ændringer i vejret, og derfor kan der stadig ske meget hen over sommeren.
En anden markør for, hvordan Indlandsisens massebalance arter sig, er tidspunktet først på sommeren, hvor der smelter mere, end der kommer til i form af nedbør. Dette tidspunkt kaldes begyndelsen af ablationsperioden, og den er faldet sent i år. Det kan tolkes som et godt tegn, men Martin Stendel har en pointe:
- I år begyndte ablationsperioden 30. juni, hvilket er 17 dage senere end gennemsnittet over 1981-2021. Det er sent, også set i lyset af, at der rent faktisk har været en stor afsmeltning gennem længere tid i år i Grønland. Men eftersom der også er faldet meget sne, især i Sydgrønland, så har den samlede masse af Iskappen ikke lidt det store tab.