Havisudbredelsen i Arktis er rekordlav for tiden. Isudbredelsen for marts måned 2019 løb ind på en 8. plads af laveste udbredelser, siden vi begyndte at måle med satellit for 40 år siden. Afsmeltningen de sidste par uger er tilmed gået så stærkt, at vi fortsat har rekord for årstiden. Alt tyder dermed på at april får en rekord lav udbredelse af havis.
Klima: Havisen smelter i Arktis
Havisudbredelsen er med til at stabilisere det arktiske klima og har derfor en vigtig betydning for klimaet i Arktis.
DMI har blandt andet overvåget og målt havisudbredelsen siden 1979, og der er en klar tendens: Udbredelsen af havis mindskes i takt med at temperaturen stiger.
I løbet af vinterhalvåret vokser havisen i tykkelse mens den breder sig. Den når normalt et maksimum i udbredelse sidst på vinteren inden foråret slår igennem og havisen igen mindskes først på lavere breddegrader om foråret og hen over sommeren i hele Arktis. Der er altså en helt naturlig årlig variation i isens udbredelse.
I år nåede havisen sin maksimale udbredelse den 13. marts, inden afsmeltningen med stor fart satte ind.
Ud fra satellitbilleder kan det ses, at marts 2019 ender med at have den 8. laveste udbredelse siden 1979, og på grund af den kraftige afsmeltning, der har været siden 13. marts, er den aktuelle udbredelse her midt i april en ny rekord for den laveste udbredelse for årstiden.
Ifølge Rasmus T. Tonboe, ph.d. ved DMI, er afsmeltningen især gået stærkt i Beringstrædet, som er påvirket af varme i og nord for Alaska. Resten af den arktiske havis har også oplevet højere temperaturer, mens Grønland har haft temperaturer, der har været lidt koldere end normalt.
Årets 8. laveste marts-udbredelse er en del af en meget klar tendens for den arktiske havis. Rasmus T. Tonboe fortæller: ”Havisen bliver mindre og mindre. I gennemsnit for marts forsvinder der årligt et areal af den arktiske havis, som svarer til størrelsen af Danmark,” og fortsætter: ”Der forsvinder mest havis i sommermånederne, men det gælder for alle måneder af året, at havisen forsvinder.
Isens opbrud kommer tidligere, og op-frysningen kommer senere. Dette gør, at åbentvands- sæsonen i områder, der normalt kun er dækket med is om vinteren, er op til 3 måneder længere i dag, end den var i slutningen af 1970erne.
Denne tendens gælder for hele Arktis, men særligt Barentshavet er hårdt ramt af den udvidede åbentvandssæson.”
Udbredelsen i marts fortæller ikke altid noget om, hvordan havisudbredelsen ender med at blive i slutningen af sommeren til september, hvor vi har mindst is.
Sommer-isudbredelsen afhænger selvfølgelig af, hvor udbredt og tyk havisen er i starten af sommeren. Men den afhænger også af sommerens vejr, og hvornår isen i det centrale Arktis begynder at smelte. Sommerens isudbredelse viser derved, hvor meget af den gamle, tykke og robuste is der er tilbage i Arktis.
Den gamle og tykke is er mere modstandsdygtig overfor varme somre end den tyndere vinteris, og den lave udbredelse af havis er derved desværre en selvforstærkende proces.
Den hvide overflade på havisen begrænser opvarmningen af vandet og luften. Når isen smelter, får havet en mørk overflade på grund af det åbne havvand, og den mørke farve tager bedre imod varmen fra solens stråler, end den hvide overflade gjorde. Derved bliver havvand og omgivelser varmet mere op, end hvis overfladen havde været hvid.
Havisen giver dermed det arktiske klima en vis form for stabilitet. En stabilitet som ser ud til at leve på lånt tid.
Læs mere om målinger af havisens udbredelse her
Af Herdis Preil Damberg
15. april 2019.
