Blæsevejret Johanne – et mindre lavtryk med indslag af storm, løb i nat op langs den jyske vestkyst og giver her til morgen kraftige vinde op mod storm i middelvind og orkan i vindstødene enkelte steder.
Det hele startede i går aftes med et kraftigt regn-og tordenvejr, som trak ind over landet fra sydvest.
Mens tordenbygerne bevægede sig hastigt videre mod nord og mod øst, tog vinden til gengæld til og kulminerer her til morgen og formiddag med kraftige vinde og vindstød af stormstyrke mange steder ved vestvendte kyster i Jylland og øhavet syd for Fyn. Enkelte steder er det endda blevet til storm i middelvind og vindstød nær eller på orkanstyrke.
Kysterne tog fra, men Johanne ramte også inde i landet
De kystnære områder har generelt stået for skud, og særligt har den jyske vestkyst fået kraftig vind fra den tidlige morgen. Som det ses på grafikken nedenfor har middelvinden mange steder, tæt på kysterne, været over 15 m/s og nogle steder endda over 20 m/s altså en hård eller stormende kuling.
Johanne har dog også kigget forbi området omkring Limfjorden, hvor den højeste middelvind på 26,4 m/s blev registreret. Vindstødene nåede lige op over orkan med 34,4 m/s i Limfjorden. Et sted, hvor det også er gået særligt hårdt for sig er ude ved Thyborøn. Her er der også registreret storm i middelvind. Det blev til 24,9 m/s kl. 8. Kortet nedenunder viser, at store dele af landet har haft kraftige vindstød. Mange steder er der målt over 20 m/s.
