Lige som isen i Arktis er ved at nå sit årlige minimum, har NASA sendt en ny is-satellit i kredsløb. Satellitten kan give forskerne de hidtil mest præcise målinger af, hvor meget Grønlands indlandsis og tykkelsen af havisen i Arktis ændrer sig.
Lørdag eftermiddag dansk tid sendte NASA den længe ventede satellit ICEsat-2 (Ice, Cloud and land Elevation satellite 2) ud i kredsløb fra Vandenberg Air Force Base i Californien. Opsendelsen gik planmæssigt.
Som sin forgænger ICEsat-1, der blev opsendt i 2003, er ICEsat-2 skabt til det formål at give forskere mere præcise målinger af jordens overflades højde og dens ændringer over tid. ICEsat-2 har særligt fokus på at måle is, dvs. iskapperne og havisen ved polerne.
På grund af instrumentfejl var forgængeren ICEsat-1 kun fuldt funktionsdygtig i nogle få måneder i 2003. Den optog derfor bare data i nogle måneder om året, indtil NASA mistede kontakten til den i 2009. Derfor har mange forskere ventet spændt på efterfølgeren, ICEsat-2. Også på DMI ser man meget frem til at se de første målinger fra satellitten. De forventes at komme, når satellitten er kommet på plads i sin bane.
