…og en magnetisk storm?
Under et soludbrud kan store mængder af den glødende sol-atmosfære undslippe. Det kaldes på engelsk en Coronal Mass Ejection (CME). Et sådant udslip sker oftest i form af en stor sky af ophedet sol-gas, der slynges direkte bort fra Solen som en solvind med hastigheder på 500-1.000 km/s. Når en sådan sky rammer Jordens magnetfelt - sædvanligvis efter 2-4 dage - kan vi få en magnetisk storm. Virkningen afhænger i vid udstrækning af retningen af magnetfeltet i solvinden. Jordens magnetfelt er nordrettet ved grænsen til solvinden. Er magnetfeltet i solvinden også nordrettet, vil solvinden frastødes og have ringe effekt. Et sydrettet magnetfelt i solvinden vil derimod 'smelte sammen' med Jordens magnetfelt og give solvindens partikler og elektriske felter adgang til Jordens nærmeste omgivelser. Det giver stor effekt på Jorden.
Hvad er virkningerne af solstorme?
En solfakkel varer fra nogle få minutter til halve eller hele timer. I den tid udsendes stråling ved frekvenser fra radiobølge-området over mikrobølger, synligt lys og til røntgenstråling. Radiomodtagere vil opfatte strålingen som kraftig støj eller susen, der kan overdøve de ønskede signaler. Radarsystemer med antenner rettet mod Solen kan blive lammet af de kraftige støjsignaler, der skjuler de svage refleksioner fra f.eks. fly i luften. Det har været årsag til betydelige problemer bl.a. for lufttrafikken. Det synlige lys og røntgenstrålingen fra en solfakkel giver ingen særlige problemer.
Den energirige (hårde) stråling fra soludbruddet udgør et betydeligt problem for satellitter i rummet. Strålingen, der kan vedvare i timer eller dage, består overvejende af brintkerner (protoner). Jorden er heldigvis skærmet mod strålingen både af sit magnetfelt, der kun tillader de energirige protoner at trænge helt ned i polarområderne, og dertil af sin atmosfære. De mest energirige sol-protoner kan trænge gennem flere mm aluminium og nå ind til satellitters computer og memory kredsløb, der kan sættes ud af drift. I de fleste tilfælde kan funktionen genoprettes, men der kan ske permanent skade. Ved den store solstorm den 14. juli 2000, 'Bastille-stormen', blev en lille halv snes satellitter lammet, og det skete igen ved solstormen i oktober 2003. Strålingen kan påvirke instrumenter, der laver optagelser af Solen, så der kommer generende 'sne' på billederne, der skulle hjælpe os med at varsle solstormenes udvikling. Strålingen kan også genere instrumenter, der skal måle solvinden. Det er sket mange gange for ACE-satellitten, der er sat i bane ca. 1,5 mio. km foran Jorden netop for at give forvarsel om kraftig solvind.
Når sol-gas skyen fra et CME-udslip ankommer som kraftig solvind til Jorden 2 til 4 dage efter et soludbrud, startes kraftig magnetisk aktivitet, der især mærkes i nordlyszonerne bl.a. i form af smukke, farvestrålende nordlys, der kan nå helt ned til danske breddegrader. Men de magnetiske forstyrrelser i det udvidede nordlysområde kan inducere overspændinger og -strømme på lange højspændingslinier og bl.a. sætte kontroludstyr ud af drift, så linjer lukker ned. Det er sket mange gange, f.eks. i Sverige. Bl.a. den 30. oktober 2003, hvor Malmø mistede strømmen i en time. De inducerede strømme kan desuden skade højspændingstransformere, som i værste fald brænder sammen. Det skete i Quebeck den 13. marts 1989, hvor byen med 6 millioner mennesker mistede strømmen i op mod et døgn. Endelig skal det nævnes, at de magnetiske storme øger den energirige partikelstråling i Jordens strålingsbælter. Denne type stråling er skadelig for satellitters solpaneler, der skal levere strøm til instrumenterne, og kan også give opladning og efterfølgende risikabel gnistdannelse mellem satellittens forskellige dele.
