For motorcyklister er akvaplaning næsten altid ensbetydende med styrt, fordi de ikke kan styre - og dermed straks taber balancen - når forhjulet mister vejkontakten. Dog kan man være heldig at bevare kontrollen på grund af gyroskop-effekten fra de roterende hjul.
For bilister, som kører besindigt, som overholder fartgrænserne og ikke reagerer helt forkert i forskrækkelse, kan akvaplaning oftest - især på lige vej - være en harmløs, kortvarig oplevelse, der er overstået, før bilen når at glide for alvor ud af kontrol. Det skyldes, at mange vandansamlinger har forholdsvis lille udstrækning, og måske også at hastigheden falder under akvaplaningen.
I mange milde tilfælde på lige vej kan akvaplaning ske over et så kort stræk, at man dårligt når at opfatte, hvad der foregår, før dækkene har fat i vejbelægningen igen med bilen på rette kurs.
Men i alle tilfælde gælder, at man er helt uden styr på bilen fra det øjeblik, akvaplaningen begynder, til den holder op.
Derfor kan det altid indebære risiko for at køre galt, hvis man lader sig overraske af akvaplaning.
Hvis det sker: Lad bilen passe sig selv
Blandt alle med kendskab til akvaplaning er der almindelig enighed om, at hvis bilen begynder at akvaplane, skal man træde koblingspedalen i bund, slippe speederen, holde rattet stille og lade være med at træde på bremsen. Koblingspedalen skal holdes i bund, til man er vel ud af akvaplaningen.
I øvrigt kan man kun håbe på, at bilen - som det heldigvis sædvanligvis sker, især på lige vej - kommer ud af akvaplaningen, så den vender og bevæger sig på en måde, der giver mulighed for at få kontrol over den, før den støder ind i noget.
