Ruller i luften skaber himlens skygader

'Skygader' er spektakulære set nedefra - og ikke mindst oppefra. Her er forklaringen på fænomenet

Ind imellem - ikke mindst i foråret - oplever vi fænomenet 'skygader'. Nedefra ser vi det som lange rækker af cumulus-skyer, der strækker sig fra horisont til horisont, men først oppefra bliver deres imponerende omfang for alvor synligt.

Ustabil luft

Den 15. marts, hvor satellit-billederne nedenfor er fra, ser vi ingen skyer i luften over Nordsøen, mens den er på vej mod Jylland med vestenvinden. Der er heller ingen skyer de første kilometer fra kysten, men så starter skygaderne og strækker sig hele vejen på tværs af landsdelen og mange steder helt ud over vandet på østsiden. 

Dyb konvektion

Konvektion er den samme proces, vi ser i en gryde med vand, lige før det koger. Vand stiger op i midten af gryden, hvor det er varmest, og synker ned langs siderne, hvor der er køligere.

"I tilfældet med skygader, organiserer konventionen sig i ruller, som roterer om en horisontal akse", forklarer Niels Woetmann Nielsen.
"Skygader opstår, hvis konvektionen bliver dyb nok til, at der dannes skyer, der hvor to parallelle ruller sender luften til vejrs. De skyfrie bånd er der, hvor rullerne i stedet sender luften ned mod overfladen".

'Dyb konvektion' betyder, at luften stiger så meget til vejrs, at den passerer sit dugpunkt. Den afkøles med andre ord så meget, at en del af den vanddamp, der er i luften, bliver tvunget til kondensere som skydråber.

Som tommelfingerregel afkøles luften 1,0°C pr. 100 meter, den stiger op, når den ikke er mættet med vanddamp, og ca. 0,5°C pr. 100 meter, når den er mættet med vanddamp. Afkølingen skyldes trykfaldet, der får luften til at udvide sig. Forskellen mellem umættet og mættet luft skyldes, at der i den mættede luft opstår skydråber af flydende vand eller krystaller af is. Den proces frigiver varme og mindsker dermed faldet i temperatur.