Juli i dårligt selskab
Skulle vi rent faktisk ende uden sommerdage i juli, så slutter 2017 sig til et kort, men kedeligt selskab, fortæller John Cappelen. Han har stukket næsen dybt i DMI's database for Danmark, som går 143 år tilbage til 1874.
"Der er blot tre år i vores måleserie, hvor juli står på et stort, rundt nul, hvad angår sommerdage og temperaturer over 25°C. Det er 1962, 1974 og 1979".
Det er altså 38 år siden, sommerdagene sidst udeblev i juli.
"Juli 1974 er den absolutte bundskraber, hvor termometeret blot nåede 23,5°C på månedens varmeste dag", siger klimatologen.
Vi skal dog kun fem år tilbage til 2012 for at finde den seneste sommermåned uden sommerdage. Dengang var det juni, der fik den tvivlsomme ære med en maksimumtemperatur på præcis 25,0°C - altså blot 0,1°C under en officiel sommerdag.
Det sker noget hyppigere, at netop juni ender uden en sommerdag. Det er nemlig hændt otte gange siden 1874. For august er det sket seks gange; senest i 1962.
Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 25. juli 2017