Den seneste uges flotte vejr har sendt tørkeindeks på himmelflugt i dele af Danmark. Klimatolog advarer om konsekvenserne
Maj har været både varm, solrig og nedbørfattig. Dermed er der forsvundet en masse vand i det såkaldte jordvandsmagasin, som planterne trækker væske fra.
Mængden af vand i jordvandsmagasinet er beskrevet af DMI's tørkeindeks. Og det fik et ordentligt nøk opad hen over himmelfarts-weekenden fortæller klimatolog Mikael Scharling.
Højt tørkeindeks øger risiko
"Typisk er tørkeindekset steget med 2 eller 3 klasser den seneste uge på grund af det fine vejr med sol, varme og stort set ingen regn", siger klimatologen.
"Flere steder i landet er der meget lidt vand tilbage i jordvandsmagasinet".
Mikael Scharling udpeger Fyn, Lolland, Falster, det sydligste Sjælland, Møn og Bornholm som de steder, hvor der pt. er mindst vand til rådighed for vegetationen. Her er tørkeindekset lokalt oppe i klasse 8 uf af 10 mulige.
"Et højt tørkeindeks forøger risiko for naturbrande startet af f.eks. cigaretskod, engangsgrills eller anden uforsigtig omgang med ild", advarer Mikael Scharling.
