Vi går en varm og solrig uge i møde, men allerede nu har september været mere sommerlig end de traditionelle sommermåneder.
Ifølge de traditionelle årstider, så sluttede sommeren den 31. august. Det har septembervejret bare ikke opdaget.
Efterårets første måned har nemlig hidtil været både varmere og tørrere, og Solen har skinnet en større del af dagen end i juni, juli og august. Det viser tal, som klimatolog Mikael Scharling mandag har trukket ud af DMI's store database over det danske vejr.
"På alle tre vejrparametre slår 1. til 11. september sommermånederne", siger han og uddyber:
"Lige nu har september en gennemsnitstemperatur på 16,8°C. Her er juli næstvarmest med 16,4°C. Vi har fået 1,7 mm nedbør pr. døgn i september. Her er august næstbedst med 1,9 mm. Og så er der soltimerne. Hvis vi tager hensyn til dagens længde og ser på, hvor meget af tiden vi har solskin, mens Solen er på himlen, så fører september igen med 49% af tiden foran juni på andenpladsen med 45%".