Regn og blæst kommer ind fra vest. Sådan er det ofte i Danmark, men nogle gange kan vejret tage en helt modsat drejning - som nu, hvor østenvinden hersker over landet.
Danmark ligger midt i vestenvindsbæltet, der er kendetegnet af vandrende lavtryk og fremherskende vind fra vest. Et typisk vejromslag med regn og blæst bevæger sig derfor ofte fra vest mod øst.
Oktober kom dog noget omvendt fra start, da vejret vendte 180 grader, og lavtryk og fronter begyndte at trænge ind over landet fra øst.
Det er derfor de østlige egne af landet, der som nu står i første række, når regn og fronter trænger sig på fra øst.
